Happy Death Day er et ægte blandingsprodukt med lige dele En Ny Dag Truer og teenage-gyserfilm som Scream. Nu er “Ghostface” dog – helt bogstavelig talt – erstattet af “Babyface”.

Happy Death Day er, på papiret, lige en film for mig. Jeg elsker gyserkomedier, men netop derfor kan jeg også hurtigt blive skuffet. Når gyserkomedier rammer mig lidt skævt, så bliver det hurtigt en lidt underlig oplevelse.

På den ene side er Happy Death Day fyldt med sjove og groteske mordscener, der er lavet med et godt glimt i øjet. På den anden side er persongalleriet dog så karikeret, at det bliver irriterende.

Især da jeg ikke synes, det er tydeligt, hvor karikeret og stereotypt det hele er. Jeg vil gerne have smæk på satiren, så det ikke bare virker som en plat kommentar omkring, hvor åndssvage college-piger kan være.

Hovedpersonen, Tree (eller Teresa), er simpelthen den største møgsæk. Og det er overfor alle. Men i små tilbageglimt ser vi, at hun såmænd har været en skøn og glad pige. Derfor mangler der altså noget, der forklarer, hvorfor hun pludselig skal spille den gamle traver; Kønne piger er altid lede mennesker.

Så vil jeg hellere have tilbageglimt, der fortæller mig, at hun såmænd altid har været en lille satan a la Damien. Dét kan jeg forholde mig til. Men det her med, at hun nu skal blive “god igen”, og at det tydeligvis skal ske gennem et forhold til en lettere nørdet dreng. Aj, det bliver sgu et nej tak herfra.

Fantastisk trailer for Happy Death Day

Jeg elskede traileren for Happy Death Day, men jeg var også bange for, at den måske viste for meget. Den frygt viste sig desværre at være begrundet.

Bare rolig, den afslører ikke egentlige spoilers for plottet som sådan. Den viser dog rigtig mange dødsscener. Derfor ved man på forhånd, hvad der kommer til at ske. Det er lidt ærgerligt, men der er heldigvis flere vilde scener, end traileren viser.

Det mest mærkværdige var dog, at det ikke er 50 Cent med “Go Shorty, it’s your Birthday”, der er ringetonen på mobilen. Det hører vi ellers 117 gange i traileren, og det har en fed energi og genkendelighed.

Derfor sidder man tilbage med en noget flad fornemmelse, når der i selve filmen bliver spillet noget helt andet. Stadig med fokus på fødselsdag, men ikke nær så genkendeligt eller energisk som 50 Cent-elementet fra traileren.

Happy Death Day

De vildeste dødsscener

Selvom jeg (tydeligvis) er irriteret over flere elementer i Happy Death Day, så er der også solid underholdning.

Især dødsscenerne bliver dejligt kreative. Ikke på en Final Destination måde, og det er til filmens kredit.

Det havde været “nemt” bare at lave hende dø på alverdens mystiske måder. Men nej, hun skal jo altså myrdes. Og dét bliver hun. Det sker på de vildeste måder, alt imens hun hver dag kæmper for at opklare forbrydelsen.

Teorien er nemlig, at hvis hun finder sin morder, så kan hun overleve og vågne til en ny dag, så livet kan fortsætte.

Og det er skønt at se Jessica Rothe som “Tree” kæmpe for sit liv hele vejen igennem. Hun har desuden super komisk timing og fungerer generelt virkelig godt i rollen. Udfordringen er nærmere, at hendes karakter er skrevet ret endimensionelt.

Den lidt nørdede unge mand, der forsøger at hjælpe, spilles af Israel Broussard (Fear The Walking Dead). Han lider lidt under samme vilkår som Jessica Rothe. Det er trods alt også lidt svært at forsvare, hvorfor man er en “sweet guy”, når man ser på helheden.

Bevares, han hjælper Tree, men hendes eneste positive træk er hendes udseende, mens hun vitterlig er ekstremt led mod alle omkring hende. Mænd som kvinder og med samme afsky, uanset om de behandler hende pænt eller også er lede ved hende.

Og husk på, mens hun oplever den samme dag igen og igen, så starter han forfra. Han ser derfor ikke den udvikling, vi andre ser.

Til gengæld ser vi som publikum, at hans hår har vildt forskellige længder. Og hans bakkenbarter går i forskellige retninger. Igen, det skal forestille at være præcis den samme dag, han gennemlever. En ærgerlig fejl, for det er virkelig tydeligt.

Happy Death Day

Instruktør med solid gyser-erfaring

Happy Death Day er instrueret af Christopher Landon, som faktisk er blandt mine yndlingsinstruktører inden for gyserkomedier. Måske er det også derfor, jeg bliver irriteret over alle småtingene. Han instruerede (og var medforfatter på) Scouts Guide to the Zombie Apocalypse. En film der klart er blandt mine favorit gyserkomedier.

Christopher Landon var også med til at skrive Paranormal Activity 2, 3 og 4. Derefter skrev og instruerede han spin-off filmen Paranormal Activity: The Marked Ones. En film jeg synes fungerede rigtig godt til Paranormal Activity-universet.

Manuskriptet til Happy Death Day har han dog ikke været inde over. Det er skrevet af Scott Lobdell. Han har primært skrevet til tv-produktioner tidligere, men som helhed synes jeg, det er tydeligt, at han også sagtens kan klare at skrive til spillefilm.

Selvom Happy Death Day bestemt ikke ramte helt plet hos mig, så anerkender jeg gerne de gode elementer.

Og så var den anden halvdel af Heaven of Horror langt mere positiv stemt efter filmen, hvilket også påvirker denne anmeldelse. Vi kommer – trods alt – men en samlet vurdering.

Personligt synes jeg, at “Babyface” er en skøn morderisk karakter. Masken får morderen til at fremstå som en psykotisk voksenbaby. Det alene er nok til at vække en vis gru hos de fleste.

Om afsløringen af morderen så passer med plottet som helhed… det er vi nok ikke helt enige om. Men bevares, hensigten er uden tvivl at underholde publikum, og det sker i stor udstrækning.

Faktisk tales der allerede om en Happy Death Day 2, så måske vi får lidt mere kød på den næste omgang.

FAKTA

Biografpremiere: 19-10-2017
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Christopher Landon
Medvirkende: Ruby Modine, Rachel Matthews, Charles Aitken, Jessica Rothe, Israel Broussard m.fl.

Resumé
Tree har en rigtig dårlig dag – det er hendes fødselsdag. Det er også hendes dødsdag! Hun vågner op på et kollegieværelse hos en fyr, hvis navn hun ikke kan huske, styrter ud uden tanke på hans følelser eller for, hvad der skete natten før … og inden dagen er omme er hun død. Og så vågner hun igen på Carters kollegieværelse! Hvad hun til at begynde med slår hen som et mareridt, forvandles til et levende Helvede, hvor hun hver dag forsøger at gøre tingene lidt anderledes, så hun ikke løber ind i den maskeklædte morder, der gør en ende på hende. Indtil hun endelig betror sig til Carter, der foreslår hende, at gå sit liv igennem dag for dag (hun kan ikke andet) og teste person for person, som hun mener, kan have grund til at hade hende, for på den måde at finde morderen … Der er rigtig mange mennesker, der har grund til at hade Tree!

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg