HALLOWEEN KILLS er film nr. to i den nye Halloween-trilogi, der fortsætter efter historien fra originalfilmen og ignorerer alle andre. Nu skrues der virkelig op for slasher-elementerne på denne Halloween-aften i 2018. Læs vores Halloween Kills anmeldelse her!

HALLOWEEN KILLS er en ny gyserfilm i Halloween-franchisen. Samtidig er den anden film i den nye trilogi, der begyndte med Halloween-filmen fra 2018. Det er faktisk én stor hyldest til John Carpenters ikoniske gyserfilm Maskernes Nat fra 1978. Det bliver faktisk endnu mere tydeligt i denne film, hvor vi går tilbage til den skæbnesvangre aften i 1978.

LÆS MERE OM FORBINDELSEN TIL ORIGINALFILMEN

Vi har skrevet om meget mere om, hvordan Maskernes Nat spiller ind i Halloween Kills her >

Hvis du elsker de voldsomme slasher-scener, hvor ingen er sikre, og hvor blodet sprøjter lifligt, så er Halloween Kills perfekt til dig. Filmen føles måske en smule lang, men der er så meget, der trækker i den rigtige retning, at gyserfans generelt bør elske denne film!

Læs videre på vores Halloween Kills anmeldelse herunder.

Halloween-aften 2018 er ikke slut endnu

Foruden en direkte forbindelse til 1978 (og scener, der udspiller sig dengang), så fortsætter vi også på selvsamme aften, som Halloween-filmen fra 2018 udspillede sig. Herunder kommer derfor en række spoilers for filmen fra 2018. Jeg vil dog tillade mig at antage, du har set denne film, hvis du nu læser om fortsættelsen hertil.

Halloween Kills byder nemlig på en såret Laurie Strode (Jamie Lee Curtis), der kom til skade i Halloween (2018), men også fik fanget Michael Myers i kælderen. Derefter satte hun ild til hele sit hus, for at være sikker på at han nu endelig døde.

Det var dog ikke så simpelt, og mens Laurie Strode kørte afsted med sin datter og barnebarn mod hospitalet, kunne hun se brandbiler på vej mod sit hus. “Let him burn!” brøler hun med blodet fossende ud af maven. Og derefter skal jeg så sandelig love for, at der kommer endnu mere blod.

Det viser sig nemlig at være ualmindeligt farligt at bekæmpe ildebrand i gyserfilm! Ikke så meget på grund af ilden. Det er – som altid – Michael Myers, der står for blodsudgydelserne, og han giver den saftsuseme gas efter at have været indlagt på et psykiatrisk hospital i knap 40 år.

Halloween Kills – Anmeldelse

Kan man slå ondskab ihjel?

Her i Halloween Kills bliver der sat spotlight på ondskab. Kan en person være ondskaben selv? Og kan man så i givet fald slå ondskaben ihjel?! Og hvordan stopper man en horde af mennesker, der jager Michael Myers og ikke blinker, hvis andre bliver skadet undervejs.

Målet helliger tilsyneladende midlet for nogle af dem, der har levet årtier i skyggen af den frygtelige aften i 1978. Det viser sig dog hurtigt, at blodet kommer til at flyde meget mere her 40 år senere i den lille by Haddonfield. En by, hvor Michael Myers fylder alt for nogle, mens andre aldrig har hørt om ham.

Eller altså, nogle af de voksne husker da noget med en “Laura” eller “Lauren”, der overlevede den aften. Og det giver jo god mening, at det sidder fast i nogle mennesker, mens andre er videre til de næste katastrofer og skæbnesvangre hændelser i deres eget liv.

Som gyserfan forstår man dog de personer i Halloween Kills, der har helt styr på byens historie. Vi får jo tics af den slags manglende kendskab til gyserikoner. Lidt som dengang Jamie Lee Curtis blev spurgt, om folk stadig løb efter hende iført ishockeymasker, og hun lige måtte rette ham!

Halloween Kills – Anmeldelse

Se Halloween Kills i de danske biografer nu!

Det er samme hold af filmskabere, der står bag alle tre film i denne nye Halloween-trilogi, så læs eventuelt mere om disse i vores anmeldelse af Halloween (2018) her >

Det er også (naturligvis, fristes man til at sige) stadig Laurie Strode, der er en af hovedkaraktererne i Halloween Kills. Der er masser af scener med Jamie Lee Curtis, selvom hendes karakter er sat lidt ud af spillet og generelt henvist til en hospitalsseng. Derfor må datteren og barnebarnet, spillet af henholdsvis Judy Greer og Andi Matichak, tage handling.

Halloween Kills fungerer utrolig godt, når det gælder den hardcore gyserfilm med solide slasher-elementer. Til gengæld vil mange måske stå lidt af på scenerne, der har karakter af en social kommentar på flokmentaliteten. Jeg synes faktisk, det fungerede og var uhyggeligt. Dog trak det noget tempo, hvilket jeg ikke var vild med.

Til gengæld glæder jeg mig voldsomt til den næste film i den aktuelle Halloween-trilogi, der bliver tredje og sidste. Den hedder da også meget passende Halloween Ends, og når man ser, hvordan Halloween Kills ender, så bliver det virkelig spændende at se, hvor vi skal hen med historien i dette endegyldige kapitel.

Halloween Kills har premiere i de danske biografer den 14. oktober 2021.

FAKTA

Biografpremiere: 14. oktober 2021
Instruktør: David Gordon Green
Medvirkende: Jamie Lee Curtis, Judy Greer, Andi Matichak, Anthony Michael Hall, Kyle Richards, Dylan Arnold, Robert Longstreet, Charles Cyphers, Nancy Stephens, James Jude Courtney, Nick Castle

Plot

Pickup-trucken skumpler afsted. På ladet ligger Laurie Strode hårdt såret af et knivstik i maven, men lykkelig. Endelig omgivet af sin datter Karen og barnebarnet Allyson, som begge nu indser, at hendes paranoia gennem hele deres liv var begrundet. Og lykkelig fordi hendes hus brænder. For nede i kælderen, spærret inde bag ubrydelige tremmer, sidder han. Endelig er Michael Myers forbandelse brudt. Tror hun. Til hun hører brandbilerne. Mens Laurie bliver kørt på skadestuen, fortsætter Michael Myers sine Halloween-myrderier, men samtidig vågner Haddonfields beboere til handling og organiserer sig i jagten på Myers. For Laurie var ikke hans eneste offer, og sårene er ikke glemt.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg