Goosebumps 2: Haunted Halloween er faktisk en god lille familie-gyser. Den kan sagtens ses af de yngre familiemedlemmer, hvis bare man bliver siddende sammen med dem. Den er dog bestemt også seværdig for voksne. Læs mere her i vores anmeldelse!
Goosebumps 2: Haunted Halloween er (ikke overraskende) opfølgeren til Goosebumps fra 2015. Vi har med et helt nyt cast at gøre, men universet er bestemt genkendelig. Desuden er Jack Black også med i en mindre rolle – naturligvis stadig som R. L. Stine.
Og ja, der er igen også en fin reference til R. L. Stines store rival Stephen King, som han føler, løber med hele gyser-æren. Det vil klart være noget, de voksne fanger mere end børnene. Især da Kings navn slet ikke bliver nævnt i denne omgang.
Hvis du gerne vil introducere de yngre familiemedlemmer til gysergenren, så er Goosebumps 2: Haunted Halloween en rigtig god start.
Et skønt cast til denne opfølger
Goosebumps 2: Haunted Halloween er med en helt ny fortælling og et nyt cast i forhold til første film. Det er dog absolut ikke noget, der skader filmen. Desuden er bugtalerdukken Slappy også stadig med som en af de primære karakterer. Og flere af monstrene vil nok også være velkendte.
Selve menneskecastet består af flere velkendte ansigter. Især Jeremy Ray Taylor, der (sjovt nok) er med i den nye It filmatisering. Der spiller han den tykke lille Ben Hanscom på fantastisk hjerteskærende vis. I Goosebumps 2: Haunted Halloween er der mere fokus på humoren, når han spiller Sonny.
Jeremy Ray Taylor er desuden allerede blevet tydeligt mere teenager, hvilket nok skal blive interessant i forhold til It – Del 2. Det er jo ikke nemt med børneskuespillere på kanten af puberteten. Det går sateme stærkt!
Derudover er Caleel Harris med som Sonnys bedste ven. Hvis du så Castle Rock på HBO Nordic, vil du nok genkende ham som den unge udgave af Henry Deaver karakteren.
Sidste skuespiller blandt de tre primære karakterer er Madison Iseman, der spiller Sonnys storesøster. Madison Iseman var med i Jumanji: Welcome to the Jungle, og så er hun med i den kommende 3. Annabelle film Annabelle Comes Home.
Birollerne driver plottet frem
Mens de primære karakterer er dem, man holder med, så er der en del biroller, der driver plottet frem. Enten ved at være nogle dumme bøller eller ved at være skønne hjælpere.
Som bølle har vi blandt andet Peyton Wich, der spiller Tommy Madigan. Du vil måske genkende Payton Wich fra Stranger Things eller Mr. Mercedes serierne.
I den mere humoristiske medhjælper-afdeling har vi den vanvittige Ken Jeong fra The Hangover filmene. Han er nabo til til vores søskendepar og elsker Halloween i helt fantastisk høj grad. Hans hus er derfor omdannet til et stort Halloween eventyr.
Noget der får farlige konsekvenser, når dukken Slappy får andre “døde ting” til at blive levende.
Sidst, men absolut ikke mindst, så har vi Wendi McLendon-Covey som mor til de to søskende. Og nærmest også bonus-mor til Sonnys ven, da de passer ham ret ofte. Du kender måske Wendi McLendon-Covey fra komedien Brudepiger.
Du kan købe og leje Goosebumps 2: Haunted Halloween nu
Goosebumps 2: Haunted Halloween er instrueret af Ari Sandler, der primært har lavet små skønne komedier. Det virker faktisk som det helt rigtige valg til sådan en børnegyser (eller familiegyser, om man vil).
Det er trods alt humoren, der skal sikre, at det ikke bliver alt for uhyggeligt. Der er dog en del monstre med i historien, og det kan nok hurtigt virke lidt voldsomt.
Sørg derfor endelig for at se filmen samlet, hvis de små poder endnu ikke er så velbevandret i monster- og gysergenren.
På Blu-ray udgaven er der naturligvis en række ekstramateriale. Det gælder både “deleted scenes”, og så er mit favorit ekstramateriale “Gag reel” også med. Det kan være en god måde lige at runde filmen af for børn, så man igen bliver mindet om, at det “kun” er en film.
Goosebumps 2: Haunted Halloween er ude på både DVD, Blu-ray og via streaming nu.
FAKTA
DVD-premiere: 14. marts 2019
Genre: Action, Komedie, Fantasy
Instruktør: Ari Sandel
Medvirkende: Madison Iseman, Ben O’Brien, Caleel Harris, Jeremy Ray Taylor, Wendi McLendon-Covey, Ken Jeong, Chris Parnell
Plot
Efter at have sluppet Slappy løs ved et uheld må de tre venner gøre skaden god igen ved at lukke den onde dukke og hans væsener tilbage i Stines bog, inden det er for sent.