Ghost Team One kan nok bedst beskrives som en blanding af Paranormal Activity: The Marked Ones og American Pie.
Der er ikke meget decideret horror over Ghost Team One, da der er fokus på “comedy”-elementet af denne horror-comedy-nichefilm. Men det betyder absolut ikke, at du kan se den uden at få et par gedigne chok.
Samtidig bliver den ikke super plat i stil med de egentlige spoof-film, der blot laver satire-varianter af kendte horrorscener og elementer, såsom fx Scary Movie.
Egentlig kan Ghost Team One nok bedst beskrives som en blanding af Paranormal Activity: The Marked Ones og American Pie. Og det ikoniske ved netop American Pie var jo egentligt, at den gerne tog lige et skridt videre, end hvad der var politisk korrekt – og på den måde faktisk var mere europæisk end amerikansk i sin humor.
Det samme er absolut gældende her, hvor det hele også er forfriskende uhøjtideligt, og alle skuespillerne leverer lige præcis den rette blanding af komedie og dramatisk timing.
Det tre hovedroller leverer alle solide præstationer, men alligevel er det også en fornøjelse hver gang, den underlige roommate Chuck (Tony Cavelero) kommer på skærmen eller den altid tilstedeværende Becky (Meghan Falcone). Begge har da også – ikke overraskende – fuld gang i karrieren og et hav af både TV og filmprojekter i gang.
Filmen er skrevet af Arthur Pielli (dette er hans spillefilmsdebut) og Andrew Knauer, der debuterede med Schwarzenegger-filmen The Last Stand. Det er altså to relativt nye manuskriptforfattere, hvilket kun lover godt for deres fremtid.
Fakta
DVD-premiere: 08-01-2014
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Ben Peyser, Scott Rutherford
Medvirkende: J.R. Villarreal, Carlos Santos, James Babson, Tony Cavalero, Meghan Falcone, Craig Stott, Damien Amey m.fl.