Ghost Stories er en solid overnaturlig gyser, der til tider bliver ret syret. Det klæder heldigvis historien rigtig godt og giver skuespillerne rigeligt at lege med.

Ghost Stories handler – ikke overraskende – om spøgelseshistorier. Eller rettere “sager” som en skeptiker, Professor Goodman, altid prøver at modbevise. Han tror absolut ikke på spøgelser eller noget overnaturligt, og dét skal naturligvis udfordres.

Egentlig er Ghost Stories nærmest en gyser-antologi, da den består af tre separate historier, som den gode professor er hovedperson i. Hver af sagerne har yderligere en hovedperson, som er den, der har oplevet noget paranormalt af en art.

Vi ved naturligvis fra starten, at ham, der ikke tror på spøgelser, nok skal få sig nogle grimme overraskelser undervejs. Han er dog ikke lige sådan at få overbevist, men det hjælper, når tingene bliver noget mere voldsomme.

Ghost Stories

Skuespillere i hopla

Gyserfilm giver ofte plads til de lidt skæve karakterer. Det er bestemt også tilfældet med denne historie, hvor de tre separate fortællinger giver plads til vidt forskellige personligheder.

Den mest “almindelige” af dem alle, er nemlig hovedpersonen. Han er jo ikke til meget fest og ballade, da han reelt bare ønsker at se alt som sort og hvidt. De personer, han møder, smider ham dog direkte ned i den grå masse, og dét bryder han sig sgu ikke om.

Fortælleren (altså den, der har oplevet noget overnaturligt) i den første historie spilles af Paul Whitehouse (Corpse Bride). Han er en rigtig jævn britisk arbejder, der heller ikke ville tro på spøgelser, hvis ikke han havde oplevet det selv. Han taler som en havnearbejder og er absolut ikke en charmerende type.

Den anden historie fortælles af den fantastiske Alex Lawther (Black Mirror og The End of the F***ing world). Den unge mand er altså eminent til at spille totalt knækket. Han prøver at være en god dreng, men fejler bare konstant. For mig var hans historie nok den mest uhyggelige. Ikke mindst da man virkelig kan mærke hans frygt. Og så bor han i et meget mærkeligt hjem. Altså, meget mærkeligt.

Sidst, men absolut ikke mindst, får vi Martin Freeman (Hobitten-trilogien) som fortælleren af den sidste historie. Hans fortælling er et ret klassisk gyserhistorie, og han fortæller den med perfekt distance. Nå ja, og så er han en perfekt karikatur af en britisk overklassemand, der prøver at være i øjenhøjde med den “almindelige mand”. Hans præstation i Ghost Stories får mig bestemt også bare endnu mere spændt på at se ham i zombie-thrilleren Cargo. Det kan kun blive godt!

Ghost Stories

En nyklassikker, der holder

Ghost Stories er skrevet og instrueret af makkerparret Jeremy Dyson og Andy Nyman. Sidstnævnte spiller oven i købet hovedrollen som Professor Goodman, hvilket han gør helt perfekt, så det var fornuftig casting. De to har begge skrevet og instrueret (primært tv) tidligere, men det er første tjans som spillefilmsinstruktører for dem begge. Det klarer de faktisk ret godt!

Desuden er det interessant, at de er personer, der også har arbejdet en del med komedie, der kaster sig over gysergenren. Præcis som Jordan Peele med Get Out. Det er også noget med, at lige præcis timing er altafgørende for både humor og gyser, så det giver jo fin mening.

Personligt elsker jeg, når en historie gennemgår en række vilde retningsskift undervejs, og dét gør Ghost Stories. Slutningen er overraskende, men nok alligevel ikke det vilde chok for de inkarnerede gyserfans. Til gengæld er hele rejsen hen til slutningen altså en heftig omgang, og dét er noget, der passer perfekt til gyserfans.

Ghost Stories vises til Blodig Weekend 2018, så det er bare om at komme afsted og se den. God fornøjelse!

FAKTA

Biografpremiere: Blodig weekend 2018
Genre: Horror, Drama
Instruktør: Jeremy Dyson, Andy Nyman
Medvirkende: Martin Freeman, Alex Lawther, Andy Nyman, Alex Lawther, Jill Halfpenny m.fl.

Resumé
Den skeptiske professor Phillip Goodman begynder en skræmmende jagt, efter han falder over en sag, der indeholder interessante detaljer om tre tilfælde af uforklarlige “hjemsøgelser”.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg