GEMINI MAN er en solid sci-fi actionfilm, der leverer underholdning fra start til slut. Den unge version af Will Smith ser desuden markant bedre ud, end traileren først viste. Det er ikke en ny Oscar-film fra Ang Lee, men den er ikke uinteressant. Læs vores Gemini Man anmeldelse her!
Gemini Man er kort sagt Will Smith sci-fi action for fuld smadder. Er det noget stort filmisk mesterværk, der vil blive en kultklassiker? Det tror jeg ikke, vi skal regne med. Til gengæld er det en sci-fi actionfilm, der underholder fra start til slut.
Da jeg så første trailer for Gemini Man, blev jeg ellers ret ubehageligt til mode. Jeg synes rent ud sagt, effekterne var tåkrummende dårlige. Heldigvis er selv de scener, der var med i første trailer, blevet forbedret en hel del til den endelig film.
Højst overraskende er filmen faktisk skøn underholdning, der leverer varen, hvis man tager den for det, den er; Sci-fi action med lidt drama på sidelinien i form af nogle moraler, der ikke er uvæsentlige.
Will Smith i hele to bærende roller? Ja tak!
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har været glad for Will Smith. Helt tilbage til Fresh Prince (eller Rap Fyr i L.A. som den naturligvis hed på dansk). Jeg synes, det var skønt, da han pludselig blev “rigtig voksen” actionhelt i Independence Day. Jeg elsker virkelig filmen I am Legend, der i dén grad er Will Smiths film.
Til gengæld kan jeg også sagtens se, når han får lavet noget værre møg. Jeg var eksempelvis ekstremt skuffet over Netflix sci-fi filmen Bright, som jeg synes var decideret middelmådig.
Heldigvis er Gemini Man en film, hvor Will Smith får lov til at være såret actionhelt og en lidt mere kæk ung mand som sin yngre klon.
For ja, selvom vi skal et stykke ind i filmen, før hele klon-elementet bliver aktuelt, ved vi jo fra traileren, at Will Smith spiller sin nuværende alder samt en digitalt ændret yngre udgave af sig selv. En klon, der faktisk er skabt før det klonede får Dolly.
Heldigvis er den “unge Will Smith” langt mere vellykket, end vi så i den første trailer. Reelt fungerer den digitale yngre udgave af Will Smith faktisk nærmest upåklageligt i op mod 90% af Gemini Man. Mere kan man næsten ikke kræve nu. Selv i Marvel universet er der små svipsere, når Michael Douglas eller Robert Downey Jr. pludselig skal vises i ung udgave.
Visuelt blændende action
Gemini Man er på ekstremt mange plan en visuelt flot film. Det er faktisk i en sådan grad, at billedet er så skarpt, at det næsten kan se forkert ud. Lidt ligesom da man begyndte at få fjernsyn, der var i ekstra god opløsning fremfor det mere gnidrede billede.
Det skal man lige vende sig til med Gemini Man, hvor nogle af actionscenerne desværre også bliver lidt falske. Det ligner simpelthen noget, der er lavet til et computerspil. Bare rolig, det er ikke et helt gennemgående problem, men det er svært ikke at bemærke, når bevægelserne bliver en snert kantede.
Igen er det også den ekstremt høje billedkvalitet, der gør dette mere tydeligt.
Will Smith karakteren, Henry Brogan (altså, den originale), har også to gode sidekicks, der får nogle gode actionscener – ofte uden for meget CGI inde over. Den ene er Benedict Wong fra Doctor Strange, og den anden er Mary Elizabeth Winstead. Især Mary Elizabeth Winstead, som jeg ærligt frygtede skulle være en kærlighedsinteresse for Henry, er ret fantastisk.
Hun er en benhård kvinde, der sagtens kan klare sig selv. Bevares, det vidste vi naturligvis fra 10 Cloverfield Lane, at hun kunne spille, men alligevel. Hun har også endnu flere spændende film på vej, så hendes karriere kører virkelig på skinner i disse år.
Ang Lee på lidt slap line
Gemini Man føles ikke som en decideret Ang Lee film for mig. Der er ikke helt den elegance og de ekstra lag i historien, som jeg synes kendetegner mange (men naturligvis ikke alle) hans film. Ang Lee er trods alt en Oscarvindende instruktør (for Brokeback Mountain og Life of Pi), mens Gemini Man ikke ligefrem er en Oscar-film. Ah okay, måske i nogle tekniske kategorier.
Ang Lee har dog også lavet film som Hulk fra 2003 (den gang Eric Bana havde titelrollen) så han laver gerne de mere actionprægede film. Jeg synes, det klæder en instruktør at lave forskellige typer film, men jeg foretrækker dog generelt, når det bliver lidt dybere.
Der er ingen tvivl om, at det er kombinationen af 2 x Will Smith samt de vilde actionsekvenser, der skal sælge Gemini Man, og dér lykkes opgaven. Historien er måske lidt vel tyndbenet på nogle områder, men det påvirker ikke underholdningsværdien for mig. Du skal naturligvis bare gå ind og se filmen for det, den er.
Ja ja, sådan er det altid. Men i disse dage hvor folk ser en film “ironisk” (og opfører sig mildest talt barnligt) kan det hurtigt ødelægge oplevelsen for det publikum, der bare gerne vil se en sci-fi actionfilm. Det er noget, vi tidligere har haft oppe at vende på vores Facebook side, hvor mange sagde, de helt droppede biografen af samme grund.
Hvis du vil have en sjov tur i biffen, hvor tiden flyver afsted, så smut ind og se Gemini Man. Ellers så bare lad den ligge og undgå skuffelsen for dig selv samt at ødelægge oplevelsen for andre.
Gemini Man udkommer i danske biografer landet over fra 10. oktober 2019.
FAKTA
Biograf-premiere: 10. oktober 2019
Instruktør: Ang Lee
Medvirkende: Will Smith, Clive Owen, Mary Elizabeth Winstead, Benedict Wong
Plot
I en menneskealder har han været nationens skraldemand – ham der fjernede uønskede hindringer og besværlige vidner. Nu vil den 51-årige Henry Brogan trække sig tilbage fra det opslidende arbejde som snigmorder – blot for at opdage, at nogen er ude på at gøre hans pensionering permanent. Man har sendt den bedste ud efter ham. Den bedste er Henry Brogan! Pludselig må den 51-årige snigmorder flygte over hals og hoved fra en 23-årig klon af sig selv. Den ældre version er tynget af samvittighedskvaler over sin karriere, den yngre version er tynget af eksistentiel tvivl om, hvem han er. Til vands, til lands og i luften går den vilde jagt, hvor Henry heldigvis får hjælp af sin gamle kollega Danny, fordi hun ikke er helt tilfreds med den måde tingene udvikler sig.