FORSVUNDET UD I NATTEN på Netflix er en italiensk psykologisk thriller (org. titel: Svanti Nella Notte) med et mysterie. Der tales både engelsk og italiensk, og det er en genindspilning af en spansk film. Læs hele vores anmeldelse af Forsvundet ud i natten / Vanished into the Night her!

FORSVUNDET UD I NATTEN er en ny Netflix-thriller fra Italien (org. titel: Svanti Nella Notte). For dem, der er bekymrede for enhver sprogbarriere, vil jeg lige nævne, at der tales både italiensk og engelsk gennem hele filmen.

I filmen har britiske Annabelle Wallis og italienske Riccardo Scamarcio hovedrollerne, og førstnævnte spiller en amerikansk karakter. Selve filmen er overordnet ret spændende og tempofyldt, så underholdningsværdien er der bestemt.

Spilletiden er også lige omkring halvanden time, hvilket fungerer godt til historien.

Læs videre på vores Forsvundet ud i natten filmanmeldelse nedenfor. Hvis du har engelsk sprogindstilling, kan den findes under titlen Vanished into the Night. Den har premiere på Netflix fra den 11. juli 2024.

Et ægte og tempofyldt mareridt

I Forsvundet ud i natten møder vi Elena (Annabelle Wallis), som er amerikansk psykiater, der flyttede til Italien på grund af Pietro (Riccardo Scamarcio). En mand med en stormfuld fortid grundet ludomani.

De to er ved at blive skilt, og Elena ønsker at flytte tilbage til USA med deres to børn. Der er tydeligvis stadig kærlighed mellem de to, men for meget drama med afhængighed (af forskellig art for dem begge) har ødelagt deres familieliv.

En nat, lige da Elena er på vej til USA – og Pietro bliver antastet af folk, han skylder mange penge – forsvinder deres børn ud i den blå luft. Børnene gik i seng, og da han senere tjekker om de sover, er de pist væk. Tilsyneladende forsvundet ud i natten – deraf titlen.

Elena vender hurtigt tilbage og et par timer senere modtager de et telefonopkald: Deres børn er blevet kidnappet! For at få dem tilbage skal der betales en løsesum på 150.000 euro inden for 36 timer. Den slags penge kan de kun få fat i ved, at Pietro bliver tvunget til at gøre ting, han lovede aldrig at gøre.

Det er her, filmen begynder, men det er ikke der, den slutter. Langt fra!

Forsvundet ud i natten (2024) – Anmeldelse | Netflix Thriller | Vanished into the Night

Italiensk genindspilning af en spansk film

Det lyder måske mærkeligt at lave en italiensk genindspilning af en spansk film, der kun er godt et årti gammel. Det er dog virkelig ikke så ualmindeligt, at spanske film bliver genindspillet på italiensk – eller omvendt, må jeg tilføje.

Ofte er der foretaget små ændringer, og denne adskiller sig da også fra originalen.

Den mere internationale vinkel i Forsvundet ud i natten med det italiensk-amerikanske par i centrum er et plus. Også selvom Annabelle Wallis tilsyneladende taler italiensk, og begge hovedroller har dialog på to sprog, så den kunne køres hjem på italiensk. Ganske imponerende og en fin detalje.

MERE MED ANNABELLE WALLIS

Den britisk-fødte genre-darling har også medvirket i flere James Wan-film >

I alle tilfælde, hvis Forsvundet ud i natten føles bekendt, kan det være fordi, du har set den spanske film Séptimo fra 2013.

Fans af spansksprogede genrefilm bør genkende stjernerne i den originale film. I Séptimo medvirkede Belén Rueda (Børnehjemmet, Julia’s Eyes) og Ricardo Darín (Øjnenes hemmelighed).

Se Forsvundet ud i natten på Netflix nu!

Denne seneste italienske Netflix-thriller er instrueret af Renato De Maria. Tidligere har Renato De Maria også instrueret Netflix-krimidramaet The Ruthless (org. titel: Lo spietato) i 2019. Den film havde også Riccardo Scamarcio i hovedrollen – de to har faktisk arbejdet sammen flere gange.

Manuskriptet kommer fra Francesca Marciano og Luca Infascelli. De har begge tidligere arbejdet på 2024-miniserien L’arte della gioia.

For mig er Forsvundet ud i natten solid underholdning, men ikke noget ekstraordinært. Det behøver den naturligvis heller ikke at være. Der er et mysterie og mange plottwists undervejs, der generelt fungerer fint, selvom en del er en anelse for forudsigeligt efter min smag.

Rollebesætningen er dog fantastisk, og det kan man altså også komme langt med!

Forsvundet ud i natten / Vanished into the Night er på Netflix fra den 11. juli 2024.

FAKTA

Instruktør: Renato De Maria
Manuskript: Francesca Marciano, Luca Infascelli
Medvirkende: Riccardo Scamarcio, Annabelle Wallis, Massimiliano Gallo, Gaia Coletti, Lorenzo Ferrante

Plot

En far, der er helt opslugt af en vanskelig skilsmisseproces, begiver sig ud på en farlig mission, da hans børn forsvinder fra deres hus på landet.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg