Fatamorgana er en ny sci-fi thriller på Netflix. Filmen er spansk og minder om både Livsfarlig Frekvens (2000) og The Twilight Zone. Hvis det er gode referencer for dig, så kast dig endelig over denne film på Netflix!

Fatamorgana er en spansk film, der kan ses på Netflix i Danmark nu. Filmen er faktisk udkommet på Netflix i det meste af verden. Den hedder Mirage på engelsk, og denne sci-fi thriller hedder oprindeligt Durante la tormenta. Det betyder noget i stil med “under stormen”.

Den oprindeligt spanske titel er nok mest sigende for historien i Fatamorgana. Hele historien udspiller sig nemlig over tre dage, der begynder med 9. november 1989 (den dag Berlinmuren faldt) samt samme dag 25 år senere. I disse tre dage er der en voldsom tordenstorm i begge tidsperioder, der skaber en form for ormehul i tiden.

Dermed opstår muligheden for, at en kvinde i nutiden (eller tæt på) kan kommunikere med en dreng i 1989. Hvis historien lyder lidt bekendt, er det fordi, den minder lidt om Livsfarlig Frekvens fra 2000 (org. titel Frequency).

Historien i Fatamorgana har dog en del flere twists undervejs.

Skønt cast i Fatamorgana

Kender du til spanske film – der er trods alt lavet en del skønne gysere og thrillere derfra – vil du måske genkende nogle af ansigterne. Det er dog ikke afgørende for at nyde historien.

Hovedrollen spilles af Adriana Ugarte, der spiller Vera Roy. Hun kommer reelt til mentalt at befinde sig i to parallelle virkeligheder, som hun indirekte selv har skabt. Jeg synes, Adriana Ugarte gør det ret fantastisk, hvilket er afgørende for historien. Man mærker hendes frustration og smerte over at være i en verden, der pludselig er fremmed for hende.

Foruden Vera Roy karakteren er det især Kommisær Leyra, der er mest med i historien. Han spilles af Chino Darín, der ikke har mange replikker i starten, men til gengæld observerer meget for at forstå sammenhængen.

Først mod slutningen indså jeg, at Chino Darín virkede utroligt bekendt, fordi han ligner en spansk (eller rettere, argentinsk) udgave af Robert Sheehan. Det er ham, der spiller Klaus i Netflix-serien The Umbrella Academy

Nå ja, og så er vores spanske horror-darling Belén Rueda såmænd også med i en lille, men vigtig, rolle. Hun er dog nærmest ugenkendelig med korthårsparyk og briller.

Er du i tvivl om, hvem Belén Rueda? Så kan jeg fortælle, at hun spillede hovedrollen i den fantastiske Børnehjemmet (2007) samt titelrollen i Julia’s Eyes (2010). Desuden var hun med i El Pacto (2018), der for nylig udkom på VOD herhjemme.

Fatamorgana (2018) anmeldelse Netflix Sci-fi

Et større mix af genrer

Selvom Fatamorgana så absolut er en sci-fi thriller, må jeg hellere “advare” om, at der også er en del både drama og romantik i plottet. Især mod slutningen. Men bevares, hvad kan man også forvente af dette plot?

Vi følger trods alt en kvinde, der lever en glad og tilfreds tilværelse med mand og børn, men pludselig mister det hele i løbet af en nat. Fordi hun “kommer til” at redde en persons liv i fortiden, så ændres hele hendes nutid. Hendes datter er væk, og hendes mand (samt mange andre mennesker) kender hende overhovedet ikke.

Selvfølgelig vil sådan et plot også komme til at køre ret meget på drama og romantik. Det er dog også disse elementer, der får historien til at fungere. Til trods for at filmen snildt kunne have undværet mindst et kvarter, hvis plottet var holdt lidt strammere.

Og ja, du kommer nok til at kunne gætte flere større plot-twists. Jeg var i hvert fald hurtigt til at gætte nogle nøgledetaljer.

Dog skal jeg ikke udelukke, at dette er med vilje. Hvis historien får publikum til at fokusere på nogle detaljer, så glemmer de måske at se det helt overordnede billede, og dermed kan andre lumske twists hurtigt komme på banen senere.

Det er præcis denne form for historiefortælling, jeg elsker ved spanske film!

Fatamorgana (2018) anmeldelse Netflix Sci-fi

Se Fatamorgana på Netflix nu!

Fatamorgana er skrevet af instruktøren Oriol Paulo sammen med Lara Sandim. De to lavede også den spanske The Body (El cuerpo), der senere fik en sydkoreansk remake. Så har en historie altså ramt plet og siger også noget om, hvorfor det netop er spanske og sydkoreanske film, vi er så begejstrede for her hos Heaven of Horror. 

Før både Fatamorgana og The Body var instruktør Oriol Paulo også med til at skrive Julia’s Eyes, der havde Belén Rueda i hovedrollen. Nå ja, og så var den i øvrigt produceret af en anden instruktør, du måske har hørt om: Guillermo del Toro.

Hvis du kan lige sci-fi thrillere som Frequency eller serier som The Twilight Zone, bør du give Fatamorgana et skud. Den er jo alligevel på Netflix, så der er ikke meget at miste ved at give den en chance.

FAKTA

Instruktør: Oriol Paulo
Forfattere: Oriol Paulo, Lara Sendim
Medvirkende: Adriana Ugarte, Chino Darín, Javier Gutiérrez, Álvaro Morte, Nora Navas, Miquel Fernández, Clara Segura, Belén Rueda

Plot

En rumtidskontinuerlig fejl giver Vera mulighed for at redde en drengs liv 25 år tidligere, men det resulterer i tabet af hendes datter, som hun må kæmpe for at få tilbage.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg