:: Anmeldelse ::

Det er altid spændende at se, hvilket hår Nicolas Cage nu render rundt med. Denne gang er det nærmest som et komisk indslag gennem hele filmen. Derudover leverer han en typisk Cage-præstation, der hverken er dårligere eller bedre end det sædvanlige. Det er lidt underligt, for man ved jo, at manden kan være helt fantastisk – han har trods alt vundet en helt velfortjent Oscar – men pengene er uden tvivl i de mere letbenede film. Og måske de også bare er sjovere at lave.

I ‘Drive Angry’ er han faktisk også helt ligegyldig, for der er en anden og meget mere cool person: Amber Heard. Hun er alverdens kick-ass tøser pakket ind i en lille slank sag, der slår en prober knytnæve (og kan tage imod ditto), mens hun taler som en havnearbejder. Tænk på Lisbeth Salander og gør hende så bare lige pæn og udadvendt… ja okay, så er hun ikke længere Lisbeth Salander, men de to har den samme fanden-i-voldske indgangsvinkel til tingene. Måske hun nærmere er en yngre Ellen Ripley, og det er sateme heller ikke ringe! Oven i hatten får vi en utrolig veloplagt og velspillende Willian Fichtner (især kendt fra TV serierne ‘Invasion’ fra 2005-2006 og ‘Prison Break’ fra 2006-2009). Han er fuldstændig perfekt som ‘The Accountant’ og får de virkelig cool one-liners, men han handler helt uden hæmninger og har faktisk en helt reel mission.

Helt uden sammenligning, så er de to det bedste og mest underholdende i filmen, hvilket faktisk heller ikke dårligt. Men til gengæld er historien i filmen lidt af en rodebutik. Hvis man vil bevare muligheden for at nyde filmens plot som sådan, skal man hele tiden have in mente, at den er lavet helt i stil med en tegneserie, og reglerne og logikken fra dette univers er nu overført direkte til det store lærred. Det kan virke plat, og man bliver altså ikke super involveret, men til gengæld er underholdningsværdien helt fin.

TRIVIA

Hele Danmarks danske Hollywood frue Simone Levin (der dog hedder Simona Williams på rollelisten) er med i en lille rolle. Det er ikke fordi, hun brænder igennem på nogen måde, men det er da altid fint, når en dansker dukker op i en Hollywood blockbuster.

Fakta

(Originaltitel: Drive Angry)DVD/Blu-ray: 04-10-2011
Genre: Thriller | Action | Fantasy
Instr.: Patrick Lussier
Medv.: Nicolas Cage, Amber Heard, Billy Burke, David Morse, William Fichtner, Pruitt Taylor Vince m.fl.
Land: USA, 2010

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg