DRACULA: THE LAST VOYAGE OF THE DEMETER kan nu endelig ses herhjemme. Efter filmen meget pludseligt blev fjernet fra dansk biografudgivelse, har vi ventet på nyt. Nu kommer den først som købefilm, men snart kan den også lejes. Læs vores fulde Dracula: The Last Voyage of the Demeter filmanmeldelse her!
DRACULA: THE LAST VOYAGE OF THE DEMETER udkommer som digital købefilm lige i tide til Halloween, og hvis du kan vente, kan den også lejes om 3 uger. Det var lidt af et chok, da filmen meget pludseligt blev fjernet fra listen over danske biografpremiere, så vi har ventet tålmodigt lige siden.
Det er en helt klassisk vampyrhistorie, der er baseret på et kapitel fra Bram Stokers klassiker. Faktisk har vi også for nyligt set en kortere version i BBC & Netflix-miniserien med Claes Bang som Dracula. Her befinder vi os næsten udelukkende på havet, så historien får mere luft, og der er plads til karaktererne.
Læs videre på vores Dracula: The Last Voyage of the Demeter filmanmeldelse herunder.
Måske man bør lytte til overtro
Vi er ombord på den russiske skonnert Demeter i næsten hele filmen. Her er besætningen blevet hyret til at fragte en del blandet gods fra Karpaterne til London. Herunder en privat last, der består af 24 umarkerede trækasser. Eller rettere, de er markeret med dét, der ligner en drage.
Allerede her er der en del af de lokale, der springer fra, og andre der pludselig bliver del af besætningen på Demeter. Dem, der springer fra og siger nej tak til en god hyre, ønsker resten held og lykke. Nu er der meget overtro blandt søens folk (som vores kære dronning ville formulere det), men det er tydeligt, de er rædselsslagne.
Nu er det så, vi oplever de sære – og ekstremt blodige – begivenheder, der udspiller sig. Den dødsdømte besætning opdager alt for sent, at de burde være hoppet overbord eller blevet på land. Begge dele ville klart have givet dem bedre chance for overlevelse.
Filmen starter nemlig med, at Demeter skonnerten skyller i land som et vrag nær Whitby Habour. Og der er intet spor efter besætningen, men dog en log, der indeholder kaptajnens klare fortælling om, hvad der dog er sket.
Fra kapitel i roman til spillefilm
Hele spillefilmen The Last Voyage of the Demeter er baseret på et kapitel af Bram Stokers klassiker “Dracula” fra 1897. Det er kapitlet “Captain’s Log”. Det får her en del mere kød på og bliver til en næsten to timer lang historie.
Det kan lyde mærkeligt, men det er trods alt langt fra mærkeligt, at en korthistorie (eller kortfilm for den sags skyld) bliver til en spillefilm. Set i den kontekst, giver det rigtig god mening.
Det er desuden værd at bemærke, at man i The Last Voyage of the Demeter ikke ser den klassiske gentleman udgave af Dracula. I stedet er vi klart mere ude i en Nosferatu, hvor vampyren vises som et flagermuslignende dyr. En meget stor flagermus, der er voldsomt hurtigt og kun kommer frem efter mørkets frembrud.
Vi undgår desuden de ret computerspilagtige CGI-effekter fra Morbius (2020). Godt nok er vi også ude i CGI, men det er både mere effektivt og elegant lavet. Desuden er en stor del også skuespil, da “body horror”-skuespilleren Javier Botet (Crooked Man i The Conjuring 2) spiller rollen som Dracula.
Se Dracula: The Last Voyage of the Demeter digitalt nu
Det er norske André Øvredal, der har instrueret The Last Voyage of the Demeter, og ham er vi jo ikke ligefrem ubekendt med her hos Heaven of Horror. André Øvredal har tidligere instrueret Troldjægeren (2010), The Autopsy of Jane Doe (2016) samt, ikke mindst, Scary Stories to Tell in the Dark (2019).
Sidstnævnte var i samarbejde med gysermesteren Guillermo del Toro, der var producer og medskaber af hele projektet. Nu blev det så tid til, at André Øvredal skulle kaste sig over Dracula, hvilket ikke helt blev den store succes, alle håbede på.
Filmen blev ikke voldsomt promoveret i USA og fik ret blandede anmeldelser. Publikum var dog langt mere venligt stemte, og det er trods alt dem, der køber biografbilletter. Desværre udkom filmen midt i Barbie og Oppenheimer–succesen, mens også Meg 2 og Talk to Me var udkommet kort før.
Det kunne den ikke bære. Indrømmet, så vil jeg da også langt hellere se Talk to Me igen end denne Dracula-film, men det er også to meget forskellige oplevelser.
Er du fan af vampyrfilm – og ikke mindst den helt klassiske Dracula eller Nosferatu – så bør du helt sikkert også se The Last Voyage of the Demeter. Ja, den er måske en tand for lang, men stemningen i filmen bygger også på, at der er tid og plads til at dvæle ved frygten og ubehaget.
Dracula: The Last Voyage of the Demeter kan købes digitalt fra 30. oktober 2023 – og lejes fra 20. november 2023.
FAKTA
VOD-premiere: 30. oktober 2023 (køb) | 20. november 2023 (leje)
Instruktør: André Øvredal
Medvirkende: David Dastmalchian, Aisling Franciosi, Liam Cunningham, Nikolai Nikolaeff, Javier Botet, Corey Hawkins
Plot
Kom om bord på den russiske skonnert Demeter, som blev hyret til at fragte en privat last – 24 umarkerede trækasser – fra Karpaterne til London. Filmen beskriver de sære begivenheder, der overgik den dødsdømte besætning i deres forsøg på at overleve sørejsen, hvor de hver nat blev hjemsøgt af en rædselsvækkende eksistens om bord på skibet. Da det endelig ankom nær Whitby Habour, var skibet et vrag, og der var intet spor efter besætningen.