Devil’s Playground (3/6)

:: Anmeldelse ::

Det skal siges med det samme, at der ikke er meget nyt under solen i ‘The Devil’s Playground’. Vi er ude i den sædvanlige “Zombier overtager jorden, og kun en lille håndfuld mennesker er tilbage, og skal redde hele verdenen!”. Men som ved alle andre film af denne type, så er det plotudviklingen med diverse twists, der afgør hvor spændende filmen er. Og det altafgørende er karaktererne og skuespillet. Hvem holder man med, og hvem ønsker man, zombierne får lov at kaste sig over? Holder man med zombierne fra starten, så er filmen dødsdømt.

I denne film er der dog en del empatiske personer, som man sagtens kan holde med. Problemet er snarere de “onde mennesker”, som er skrevet meget unuanceret – og faktisk også direkte uintelligente. Det virker helt åndsvagt, at de mest manipulerende og beregnende personer handler irrationelt og lægger dumme planer, der slet ikke er tænkt til ende. Man skal sgu skrive skurkene ordentligt, så de ikke bliver en større kliché end de zombier, der render rundt.

Skuespillet er helt fint, så der er ikke noget at klage over. Danny Dyer, der spiller en af hovedrollerne, Joe, leverer igen en solid præstation, som fint skaber en rød tråd gennem hele historien, men hans roller i ‘Doghouse’ (2009) og ‘Severance’ (2006) var dog langt mere interessante og underholdende. Helt overordnet, så er dette dog – især pga. zombiernes cool visuelle stil – en fin film, som snildt kan nydes i venners lag, men det bliver ikke en film, jeg skal se flere gange.

Fakta