Dark er en ny serie på Netflix, og den er lige præcis så mørk og dyster, som titlen indikerer. Og ja, den er på tysk, men det passer faktisk ualmindeligt godt til stilen.
Der er næsten lidt julekalender-stemning over Dark, der ligger tilgængelig med sæson 1 på Netflix nu. Der er nemlig en herre med ualmindelig dyb stemme, der roligt fortæller noget om, hvad der foregår. Ikke ligefrem en opsummering eller et referat, men nærmere lidt om de udfordringer, karaktererne møder.
Ja, det smager faktisk lidt af The Julekalender introen, så måske er det bare denne kobling, jeg lægger for meget i. Men nu havde Dark altså også premiere på Netflix den 1. december. Det er da også ret jule-agtigt.
Det er dog ikke fordi, historien finder sted ved juletid. Faktisk slet ikke. Det kunne dog til forveksling ligne dansk julevejr, da det regner næsten uafbrudt. Endnu en ting, der underbygger det dystre og mørke i fortællingen.
En anderledes familiesaga
Dark er egentlig en form for familiesaga, der spænder over tre tidsperioder. Der er dog også en masse med netop tiden. Eller rettere hvordan den bevæger sig. Er den nu også helt kronologisk, eller kan man bevæge sig rundt mellem de forskellige tidsaldre. Og har atomkraftværket i den lille tyske by monstro noget med alt dette at gøre?
Du bør virkelig ikke vide meget om plottet, inden du ser Dark. Den skal opleves, og du skal altså være opmærksom. Ikke noget med at fedte rundt med mobilen og lige hente kaffe eller tisse uden at pause. Der sker rigtig meget, og eftersom de samme karakterer spilles af forskellige skuespillere (på grund af de tre tidsperioder), kan man hurtigt misse noget vigtigt.
Faktisk er en del af underholdningen også at gætte, hvem der er hvem. Omkring halvvejs gennem sæsonen er der en helt tydelig gennemgang af dette. Der er nemlig en lang række paralleller, der kommer til syne ved at vise de samme karakterer i flere tidsperioder ved split-screen. I øvrigt er castingen altså imponerende i serien, så det kan du roligt glæde dig til.
Vil du møde dine forældre som unge?
Takket være tidsrejse-elementet, så sker det, at eksempelvis en teenager pludselig bliver konfronteret med sine egne forældre i en anden tidsperiode. Forældrene er så på alder med deres barn, og jo på ingen måde klar over, at det er deres eget barn.
Det er ikke nødvendigvis en sjov oplevelse. Selv de værste voksne kan have været søde børn. Og det samme gælder i den grad med omvendt fortegn.
Helt generelt er der en række voldsomme “mindfucks” undervejs. Det er endnu en grund til, at du skal holde opmærksomheden skarpt rettet mod skærmen. Selv karaktererne i historien har svært ved at følge med, men der er hele tiden hints til hvem, hvad og hvor. Nå ja, og så er der også flere karakterer, der simpelthen laver diverse oversigter, som vi også kan følge med i.
Dark kan på det varmeste anbefales som en serie, der skal binge-watches. Det er fantastisk at svælge rundt i dette vanvittige univers, og det er kun nemmere at følge med, hvis man bliver der.
Tysk på den rigtig gode måde
Mange er nok lidt reserverede overfor en tysk serie på Netflix. Det er der dog absolut ingen grund til at være. Der findes jo trods alt undertekster. Og har du haft tysk i skolen tidligere, vil du sikkert blive overrasket over, hvor hurtigt du kan fange store dele af dialogen.
Desuden snyder man sig selv for en verden af fantastiske historier på både film og tv, hvis man kun gider engelsksprogede produktioner. Og det er altså en skam at se en dubbet version. Vi er jo ikke tyskere, vel?! Nej, Dark er tysk på den virkelig gode måde.
Det er tungsindigt, men også hele tiden med referencer til 80’erne, hvor tyskerne var med på beatet. Nena sang om 99 balloner, og det blev så stort et hit, at sangen stadig er undervisningsmateriale i hele verden. Det var faktisk ret cool i tage til Tyskland (Vesttyskland, vel at mærke) i 1980’erne, og det fornemmer man også i denne serie.
Desuden smager det hele ret meget af Danmark, da mange af hovedpersonerne hedder “Nielsen” til efternavn. Så føler man alligevel, at det er meget tæt på.
Sæson 2 er på vej
Vi så Dark næsten lige da den udkom, men har været tøvende med en anmeldelse eller meget omtale. Indledningsvis lod der til at være en mangel på interesse, alene fordi den var på tysk. Det lader dog til at være overvundet i takt med, at flere og flere har forsøgt sig med den.
Det er nemlig en vanvittig god serie, og den fortjener et massivt publikum. Det lader også til at være sket nu, da der er kommet besked fra Netflix om, at en sæson 2 er på vej. Når du har set sæson 1 af Dark, vil det være glædelige nyheder. Den slutter nemlig med et fantastisk oplæg til næste sæson.
Trænger du til noget dystert og mørkt til at tage kanten af den søde juletid, så er Dark helt perfekt. God fornøjelse!
FAKTA
Premiere: 1. december 2017 (Netflix)
Instruktør: Baran bo Odar
Medvirkende: Louis Hofmann, Oliver Masucci, Jördis Triebel
Wilson Zhou det er den her jeg har snakket om. ð
Fed serieðð½
Virkelig fed serie! Ser frem til sæson 2
Fantastisk serie! Se den pÃ¥ originalsprogetð
Jesper Stoico