Så blev det tid til en af de – for mig og mange andre horror fans – mest ventede film. Det er naturligvis altid farligt at have forventningerne skruet helt op. Men på den anden side, er det altså også svært at undgå, når der er tale om en opfølger til en af mine absolutte yndlingsfilm (horror eller ej) – og den samtidig har fået fantastiske anmeldelser fra diverse filmfestivaler.
Faktisk var dette den ene film, som jeg mente CPH PIX bare skulle have med på programmet, så glæden var enorm, da programmet udkom, og det var lykkedes.
Og var det så ventetiden værd? OH YEAH! Den er helt i tråd med forgængeren, med den åbenlyse undtagelse, at vi nu ved, hvad det hele drejer sig om, og derfor hele tiden sidder på kanten af sædet.
Det er lidt underligt, at en bygning pakket ind i plastik og en meget blodig opgang kan vække en gensynsglæde. Men selvom jeg ikke for nylig har set [REC], kom det hele hurtigt tilbage til mig, da vi kom tilbage til gerningsstedet.
En efterfølger med mere info
Netop fordi dette er en opfølger, er det også et kæmpe plus, at den behandles som sådan. Vi bliver rent faktisk klogere og får meget mere viden. Både genopfrisket det, vi fik at vide i sidste film, men også bygget meget mere på. Igen er det desuden den nærmest klaustrofobiske kameraføring, der gør, at man som tilskuer bliver suget helt ind i filmens univers.
Og noget af det mest uhyggelige er de øjeblikke, hvor alt står stille. Enten fordi kameraet går ud, og vi venter på at få synet tilbage eller de scener, hvor vi på afstand ser en person, og ikke ved om vedkommende er ’infected’ eller sund og rask, som bare ser situationen an.
For mig skuffede [REC] 2 absolut ikke, og jeg glæder mig grænseløst til at gense den. Ventetiden til tredje film i serien føles dog ubærlig lang, men så længe ventetiden igen er det hele værd, kan jeg sagtens være tålmodig.
:: Heaven of Trivia ::
Kameraet styres igen af Pablo Rosso, der i sidste film blev styret af karakteren Pablo, som var kameramand. Denne gang er det karakteren ”Rosso”, som er betjent og ansvarlig for at dokumentere begivenhederne.
Denne gang får vi også lov til at se ham et par gange, da han ikke er eneste person udstyret med kamera, men [REC] og [REC]2 er hans eneste film som skuespiller, da han normalt ”bare” er cinematographer.
Fakta
Set til CPH PIX 2010
Instruktører: Jaume Balagueró & Paco Plaza
Medvirkende: Manuela Velasco, Ferran Terraza, Pablo Rosso, Javier Botet m.fl.
Land: Spanien, 2009
Plot
I ‘[REC]’ fulgte vi et filmhold i Barcelona, der på grund af en ukendt epidemi ender indespærret i et lejlighedskompleks fyldt med levende døde. ‘[REC] 2’ fortsætter hvor første film sluttede, idet vi følger det SWAT-team, der blev sendt ind i huset for at finde frem til en modgift. Kun én enkelt ved dog, hvad epidemien reelt er.