:: Anmeldelse ::

I Coherence får vi en god blanding af humor, mystik og dialog i topklasse, da et middagsselskab blandt venner går helt i spåner, efter en meteor passerer jordkloden i løbet af aftenen.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede fra denne film, da jeg egentlig kun havde traileren og en kort synopsis at gå ud fra. Baseret på disse synes jeg filmen lød spændende, men forventede nok ikke det store. Dét fik jeg dog! For det første, så er dialogen helt fantastisk levende og realistisk. Der er lidt sludder og sladder vennerne i mellem, der foregår på en måde, hvor man nærmest føler, at man bare er til stede til et hyggeligt middagsselskab – inklusiv lidt momentvise uheldige bemærkninger og en masse sarkasme.

Der er ingen tvivl om, at det helt grundlæggende er altafgørende, at castet er spot-on til en film som denne, og her fungerer det bare. Det virker som en gruppe venner, der – selvom de tydeligvis er forskellige – bare fungerer sammen og har kendt hinanden længe. Det giver også en masse humor, som igen hænger sammen med, at hele flowet i filmen er meget naturligt. Her tænker jeg især på en scene, hvor Nicholas Brendon’s karakter skal forklare den mindst velbevandrede i venskabskredsen, hvad han laver. Han forklarer nemlig, at han er skuespiller og har været med i en ret populær serie, svaret er dog naturligvis ikke “Buffy” (hvor han var med i næsten samtlige afsnit, som den eneste person foruden hovedrolleindehaveren, Sarah Michelle Gellar), men derimod “Roswell”.

Men det er naturligvis ikke middagsselskab og venskabshygge altsammen. Tværtimod! Det er nemlig en af de mest syrede film, jeg har set i nyere tid. Men – og det her er altså en bedrift – jeg bliver aldrig tabt af filmen. Og det er fordi hele plottet er skruet så finurligt sammen, at vi er helt på samme fod som karaktererne, der i den grad også er forvirrede. De forsøger derfor med alverdens smarte skemaer og forklaringer at finde hoved og hale på det hele, hvilket jo så samtidigt hjælper os andre til at følge med.

At dette er en spillefilmsdebut for James Ward Byrkit som instruktør, er vildt imponerende. Men det hjælper nok, at han trods alt har lavet en håndfuld kortfilm og TV produktioner tidligere, og så lige den lille detalje, at han selv har skrevet både manuskriptet og den historie, filmen er baseret på. For andre kan navnet desuden virke bekendt, da han skrev Johnny Depp-filmen “Rango” (sammen med John Logan og instruktøren Gore Verbinski), men efter denne håber jeg virkelig, at han fortsætter med sine helt egne produktioner både som forfatter og instruktør.

Personligt fornemmer jeg lige nu, at dette bliver årets overraskelse på CPH PIX 2014 for mig. Både fordi jeg bare forventede god underholdning – og fik det – men også fordi jeg i den grad blev udfordret, stimuleret og overrasket mange gange undervejs.

Trivia

Filmen vandt ved Sitges filmfestivalen i 2013 priser for både juryens udvalgte film og bedste manuskript, og så var den nomineret som bedste spillefilm.

Fakta

Biografpremiere: CPH PIX ’14
Genre: Thriller, Science Fiction
Instruktør: James Ward Byrkit
Medvirkende: Hugo Armstrong, Emily Baldoni, Nicholas Brendon m.fl.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg