:: Anmeldelse ::
Når man ser nogle af de mest genkendelige ansigter i horrorverdenen på bagsiden af DVD’en i form af Jeffrey Combs (Re-Animator serien, House on Haunted Hill 1+2) og Michael Berryman (Wes Craven’s ‘The Hills Have Eyes’, 1977 og Rob Zombie’s ‘The Devil’s Rejects’, 2005), så ved man, at der højst sandsynligt er tale om horror på ren underholdningsniveau og uden den store dybde. Og det er også helt i orden!
‘Brutal’ starter en smule forvirrende, eftersom man liiige skal spore sig ind på, at den virkelig ikke tager sig selv særlig alvorligt. Det tager heldigvis ikke mange minutter, og man indser, at det er meningen, der skal gnækkes over mange scener, så man griner ikke ad filmen, men med filmen.
Historien kan fortælles på meget kort tid, men nu er det jo horror, og så skal historien lige udsplattes og gennem-slashes lidt, som det hører sig til. Det er ingen voldsom film på nogen måde (efter horror standarder i hvert fald), så også folk i den mere ømskinnede afdeling, kan sagtens være med. Det er ikke stor kunst eller super høj kvalitet, men det er helt fin underholdning. Og med denne "Sam Raimi"-agtige retning, kan Ethan Wiley blive rigtig spændende om nogle år, hvis han fortsætter i den retning. I denne omgang er det mere sort komedie end horror, så det skal man være klar på, hvis man kaster sig over ‘Brutal’, hvilket man sagtens kan gøre for underholdningens skyld.
:: Heaven of Trivia ::
Fakta
(Originaltitel: Brutal)
På DVD: 22-09-2009
Genre: Gyser
Instr.: Ethan Wiley
Medv.: Jeffrey Combs, Michael Berryman, Sarah Thompson, Eric Lange, m.fl.
Land: USA, 2007