BODY CAM er en ny overnaturlig horror-thriller, der er uhyggeligt aktuel lige nu. Vi er nemlig ude i et plot, der handler om dét, der optages på politibetjentenes egne kameraer. Mod slutningen bliver historien dog lidt svag og forudsigelig, men spændingen er god. Læs vores Body Cam anmeldelse her!

Body Cam er en ny overnaturlig horror-thriller, der leverer på både uhygge, spænding og noget meget overnaturligt. Det overnaturlige inkluderer en del CGI mod slutningen, og, helt ærligt, det er ikke super vellykket. Faktisk fungerer hele plottet klart bedst i starten, hvor vi ikke ser, hvad der sker, men derimod ser resultatet af at have været “i hænderne” på det overnaturlige.

Slutningen løfter på ingen måde det overordnede indtryk, men som helhed er det en interessant film. Ikke mindst lige nu, da den behandler de udfordringer, der ligger til grund for de aktuelle uroligheder i USA.

Læs resten af vores Body Cam anmeldelse herunder.

Nej, det er ikke found footage

Man kunne hurtigt forledes til at tro, at Body Cam er en form for found footage film, der er optaget via et såkaldt “body cam”. Det er absolut ikke tilfældet. Nøgle-elementer af plottet omhandler optagelser, der er optaget både via politibilernes kameraer og via det såkaldte “body cam”, alle betjente har siddende forrest på deres uniformer.

Disse optagelser er dog kun beviser på noget mærkeligt og ikke noget, der ellers bruges som virkemiddel.

Og ja, Body Cam er nærmest grotesk aktuel lige nu, hvor der igen-igen er en sort mand, der har måtte lade livet i politiets varetægt. De body cams, betjentene er udstyret med, skulle gerne fungere som bevis i retssager samt sikkerhed for borgerne, men det sker ikke. Det er også kun små to uger siden, filmen fik premiere i USA, så den rammer nok ekstra hårdt i disse dage.

I Body Cam bruges optagelserne dog især til at vise noget overnaturligt. Problemet er bare, at kun vores hovedperson (spillet af Mary J. Blige) kan se disse optagelser. Og så hjælper det ikke, at hun netop er vendt tilbage til jobbet efter hendes søns tragiske død (en drukneulykke).

Nå ja, og så har hun lige været suspenderet, da hendes eget body cam fangede, at hun gav en borger en lige højre!

Body Cam – Anmeldelse – gyserfilm

Mange gamle kendinge i castet

Gennem hele filmen vil du se et væld af genkendelige ansigter. Fra Mary J. Blige i hovedrollen til hendes makker Nat Wolff og deres chef, der spilles af David Zayas. Sidstnævnte vil nok altid primært være “Angel Batista” fra Dexter-serien.

Godt nok er Mary J. Blige stadig bedst kendt som sanger, men hun har dog været Oscar-nomineret for sin rolle i Mudbound (2017) allerede. Derudover har hun blandt andet været med i Netflix-serien The Umbrella Academy (2019-).

Nat Wolff – der til forveksling ligner sin bror Alex Wolff fra Hereditary – er nok bedst kendt for Death Note (2017) samt coming-of-age filmen Paper Towns (2015). Og ja, der kommer en Death Note 2, men vi ved endnu ikke rigtig noget om den, andet end at den har fået grønt lys til at blive produceret.

Læs også: Vores anmeldelse af Netflix-filmen Death Note på vores .com website her >

Foruden ovennævnte skuespillere, så er der også en række velkendte ansigter i mindre roller. Det gælder blandt andet skuespilleren Anika Noni Rose, der er med i den kommende horror-serie Them: Covenant (2020) og tidligere var med i Bates Motel. Også David Warshofsky vil nok virke bekendt for mange, da han har været med i film som There Will Be Blood samt serier som Fear the Walking Dead og Scandal.

Body Cam – Anmeldelse – gyserfilm

Køb eller lej Body Cam nu!

Body Cam er instrueret af Malik Vitthal, og selvom han har arbejdet som instruktør siden 2002, så er dette kun hans anden spillefilm. Han har primært lavet kortfilm, frem til han i 2014 udkom med Imperial Dreams. Det er en Netflix-film med John Boyega fra den nyeste Star Wars trilogy i hovedrollen.

Med Body Cam er vi dog ude i regulær horror, hvilket også afspejles af hvem, der har skrevet manuskriptet. Som forfattere står nemlig Nicholas McCarthy og Richmond Riedel. Sidstnævnte vil næppe være et bekendt navn for mange, men det er ham, der står bag selve historien. Richmond Riedel har nemlig primært arbejdet med klipning på film som Livsfarlig Frekvens (2000) og Deep Impact (1998).

Nicholas McCarthy har til gengæld både skrevet og instrueret gyserfilm som The Pact (2012)At the Devil’s Door (2014) og senest The Prodigy (2019). Og det er faktisk lidt spøjst med Body Cam, for den fungerer ret upåklageligt som horror-thriller i lang tid. Det er heller ikke det overnaturlige, der som sådan ødelægger noget. Og moralen er absolut heller ikke i form af social realisme eller en løftet pegefinger.

Næsten tværtimod, da vi i stedet kører over i det overnaturlige fremfor at holde fast i det nære. Det, der får ballonen til at miste luften, er dog “bare”, at den bliver ret forudsigelig. Desværre på den virkelig kedelige måde, og dét er ærgerligt efter en meget solid og grum start!

Body Cam er ude som købe- og lejefilm på diverse streamingtjenester nu.

FAKTA

VOD-premiere: 1. juni 2020
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Malik Vitthal
Medvirkende: Mary J. Blige, Nat Wolff, David Zayas, Anika Noni Rose

Plot

Efter at et rutinestop fører til betjenten Renees kollegas uforklarlige og voldsomme død, undersøger hun kropskameraets billeder. Hun får snart en mistanke om, at noget overnaturligt er ude efter betjentene i hendes distrikt.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg