BODKIN på Netflix er en ny thrillerserie med en true crime-podcaster i centrum og en mørk komisk tilgang. Den udspiller sig over syv afsnit i en lille by i Irland. En genre-hybrid, der rammer plet. Læs vores Bodkin sæson 1 anmeldelse her!

BODKIN er en ny Netflix-serie med syv afsnit. Det er en mørk komisk thriller om en amerikansk podcaster, der tager til Irland for at komme til bunds i en 25 år gammel mystisk forsvinden. Det hele begyndte, da tre mennesker forsvandt på Samhain (forløberen for Halloween) i den lille by Bodkin i 1999.

Hvert afsnit ender på en slags cliffhanger, men selvom det ikke var tilfældet, ville jeg blive ved med at se den. Jeg elskede karaktererne, og castingen var perfekt. Den gør også grin med true crime lige så meget, som den anerkender dens potentielle værdi.

Som med enhver form for underholdning eller journalistik, handler det om at respektere historien og de mennesker, der påvirkes. Vi har set alle 7 afsnit til denne anmeldelse.

Læs videre på vores Bodkin sæson 1 anmeldelse nedenfor. Find serien på Netflix fra 9. maj 2024.

En amerikansk podcaster tager til Irland

Kernehistorien i Bodkin starter, da en amerikansk podcaster tager til den titulære by i Irland. Det kunne lyde som begyndelsen på en joke, hvilket er præcis, hvordan de fleste irere opfører sig. Ingen af dem kan rigtig tro, at nogen vil lytte til en podcast om forsvindingerne i deres lille by 25 år tidligere.

Det er en smuk og (i hvert fald på overfladen) meget idyllisk irsk kystby. Der er de sædvanlige jokes om, hvor meget det regner, og hvor grønt og frodigt alt er. De to ting hænger selvfølgelig direkte sammen – præcis som i vores eget Danmark.

Den amerikanske podcaster får også selskab af to kvindelige reportere. Den ene er en hyldet London-baseret undersøgende journalist, der er landet i problemer oven på sin seneste Whistleblower-historie. Hun er fra Irland, så hendes chef har sendt hende i flyverskjul i den lille irske by.

Det er i dén grad mod hendes vilje, men hendes chef forklarer det med, at den amerikanske podcaster, som er tilknyttet den britiske avis, hun også arbejder for, skal bruge hjælp fra en “lokal”.

Sidst, men ikke mindst, er der en yngre reporter, som er “researcher” for amerikaneren. Hun er britisk og meget ivrig efter både at glæde sine kolleger og lykkes med projektet. Denne trio udgør en meget unik form for hold, da de er meget forskellige, men alle har egne styrker.

Da sæsonen sluttede, slog det mig, at Bodkin havde en Only Murders in the Building-stil, som jeg virkelig nød. Forhåbentlig får vi også flere sæsoner af denne serie.

Bodkin (2024) – Anmeldelse | Netflix-thrillerserie

“Don’t be an eejit!”

Jeg ser altid film og serier med undertekster, når de er tilgængelige. Ikke mindst også danske produktioner! Det er min klare erfaring, at det er den eneste måde at sikre, man fanger hver eneste lille ting. I forhold til Bodkin betød det, at jeg blev bekendt med ordet “eejit”. Og ja, det er sit helt eget ord, da det er den irske version af idiot.

Det viser sig, at man lynhurtigt kan blive kaldt “eejit” for blot at stille det forkerte spørgsmål. Eller antager det forkerte om den forkerte person. Som regel er det dog typisk forbeholdt de mennesker, der er klassiske idioter. Og dem er der nok af i den idylliske irske kystby.

Den amerikanske podcaster, Gilbert Power (Will Forte) elsker at sige, at han er irsk, hvilket er noget, de fleste europæere vil rynke lidt på næsen af. Det er selvfølgelig skønt, at nogen har slægtninge fra et bestemt land. Men når en person siger “Jeg er irsk”, fordi en obskur slægtning kom fra en irsk by, du ikke kan navngive, er det ikke populært.

Gilbert lærer dette ret hurtigt, men ignorerer det også. Og han fanger aldrig rigtigt, når han siger “Måske er vi i familie” til en af de mange mennesker med samme efternavn i Bodkin. Grunden til dette er, at han er positiv og ret naiv, så selv når han er irriterende, kan man ikke andet end holde af ham.

Som en voldsom modsætning har vi den unge, men garvede, undersøgende journalist, Dove (Siobhán Cullen). Hun er dybt sarkastisk og også ret egoistisk, men på en virkelig underholdende måde. Til sidst er der Emmy, researcheren, der arbejder sammen med Gilbert om historien. Hun er dygtig, men beundrer Dove mere, end hun fortjener.

Trioen begiver sig ud på en rejse, der nok skal resultere i en masse svar, inden sæsonen er ovre. Så, ja, du skal nok finde ud af, hvad der skete for 25 år siden under Samhain fejringen i Bodkin. Undervejs kommer vi alle sammen både i kloster med nogle ret alternative nonner og lander midt i en smuglersag med Interpol.

Se sæson 1 af Bodkin på Netflix nu!

Skaberen af serien er Jez Scharf, og med Bodkin har Jez Scharf formået at bygge en verden, der er lige så unikt irsk, som historien er universel. Som med ethvert “Whodunnit”-mysterium kan selv de mindste byer rumme meget store hemmeligheder.

For Bodkin er hemmelighederne både komplekse og meget enkle. I hvert fald til sidst, når alt er kommet frem.

Jez Scharf er co-showrunner på serien sammen med executive producer Alex Metcalf. Serien kommer også fra produktionsselskabet Higher Ground, hvilket betyder, at Barack og Michelle Obama er executive producers.

Nash Edgerton (Mr. Inbetween) er hovedinstruktøren, men Bronwen Hughes (Dare Me), Johnny Allan (The Devil’s Hour) og Paddy Breathnach (The Dry) er også krediteret som episodeinstruktører.

ØNSKER DU MERE PODCAST-BASERET FIKTION?

Læs også om den australske film Monolith, som var fantastisk >

Denne nye Netflix-serie er stemplet som en thriller, men den er så meget mere. Som anført i noget af PR-materialet er det “…sjovt, men ikke en komedie; og true crime, selvom den er fuldstændig fiktiv”. I hjertet af det hele hylder denne historie irsk kultur, journalistik og selvopdagelse.

Nå ja, og så fik jeg da saftsuseme lyst til en Guinness – selvom jeg tvivler på, at jeg ville kunne lide den! Det er styrken ved en velskrevet historie, at man får lyst til at være i den på én eller anden måde. Jeg elsker også, at nærmest alt, sagt med irsk dialekt, lyder venligt. Selv når de kalder nogen “eejit”.

Stjernerne Siobhán Cullen (som jeg til tider synes ligner Evan Rachel Wood ret meget), Robyn Cara (Red Rose) og Will Forte (Sweet Tooth) med Chris Walley (The Last Voyage of the Demeter) som “Sean O’Shea” og David Wilmot (Station Eleven) som “Seamus” i biroller, gør Bodkin til en regulær fornøjelse at se.

Jeg krydser fingre for, at denne serie bliver et kæmpe hit, så vi kan få et par sæsoner mere. Og ja, sæson 1 slutter på en sådan måde, at flere sæsoner er meget mulige – selvom mysteriet i denne sæson løses.

Bodkin sæson 1 er på Netflix fra den 9. maj 2024.

FAKTA

Skaber: Jez Scharf
Instruktører: Nash Edgerton, Bronwen Hughes, Johnny Allan, Paddy Breathnach
Medvirkende: Siobhán Cullen, Robyn Cara, Chris Walley, David Wilmot, Will Forte

Plot

En broget flok podcastere sætter sig for at efterforske mystiske forsvindinger fra årtier tilbage i en charmerende irsk by med mørke, rædselsfulde hemmeligheder.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg