BEEF på Netflix er en ny serie, der handler om vrede og hævn. Mest hvordan det ender med at skade dig selv. Ali Wong og Steven Yeun er perfekte i hovedrollerne i denne meget mørke drama-komedieserie. Læs vores anmeldelse af Beef Netflix-serien her!

BEEF er en ny Netflix-serie med 10 halvtimes afsnit, og den er ekstremt binge-værdig. Ali Wong og Steven Yeun spiller hovedrollerne i denne hævnhistorie, der begynder med en mindre konfrontation. Denne udvikler sig til “road rage”, og derefter alle former for hævn-vanvid.

Måden, det eskalerer på, er både ekstremt vild og uhyggeligt troværdig på en genkendelig og naturlig måde.

Også alle de mindre biroller er ret geniale. Selvom mange karakterer kan virke lidt overdrevne, er de også ret velkendte typer. Så ved man, at en mørk komedie rammer rigtigt; Kører lige til kanten, men krydser den ikke, så det bliver plat. Der er ti afsnit i serien, og jeg har set dem alle til denne anmeldelse. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe!

Læs videre på vores anmeldelse af Beef-serien nedenfor. Du finder hele sæsonen på Netflix den 6. april 2023.

Det bliver vildere, end man skulle tro!

På papiret kan Beef virke som en simpel mørk komedie. Eller en drama- og komediehybrid. Og det er det absolut også. Men det er i høj grad også en hævnhistorie, og den slags ligger lige til højrebenet her på Heaven of Horror. Vi dækker horror, thriller, sci-fi og true crime.

Og Beef har bestemt elementer af både gyser og thriller til tider, mens den føles uhyggeligt “true crime”-agtigt.

Selve “road rage”-fænomenet, hvor folk bare ikke kan styre sig, når de sidder bag rattet i en bil, er langt fra ukendt. Du har sikkert også oplevet det. Enten som den, der bliver vred eller som en, der har været vidne til det. Uanset om det er som tilskuer eller som modtager af vreden.

I denne Netflix-serie er de 30 minutter lange afsnit med til at få det hele til at føles meget tempofyldt og presserende.

Der er en konstant stressende travlhed over det hele. Alt bevæger sig fremad i stadigt mere ukontrollérbare retninger. Både hvad angår hævnhistorien og livet generelt. Alle har travlt, og samtidig siger alle, at man skal slappe af og tage den med ro. Dét er stressende og udløser både frustration og vrede!

Flere afsnit i Beef begynder endda præcis, hvor det forrige slap. Det er endnu en ting, der holder “dampen oppe”. Og så andre gange er der et større eller mindre tidsspring, hvor man lige skal finde sig til rette og opdateres. En smart måde hele tiden at holde publikum på tæerne og overraske.

Endnu et eksempel på dette er en scene, der føles som noget taget ud af Oscar-slugeren Everything Everywhere All at Once. Noget, der naturligvis er en tydelig hyldest til filmen.

Beef: Sæson 1 – Anmeldelse | Netflix-serie

Mere Ali Wong og Steven Yeun, tak!

Jeg har været vild med Steven Yeun tilbage fra, da han var med i The Walking Dead. Og jeg blev kun glad, da han så løbende dukkede op i diverse skønne film. Fra Netflix-filmen Okja (2017) og Jordan Peele’s Nope (2022) videre til Burning (2018) og Minari (2021), hvor han taler ret meget koreansk. Der sker også et par gange i Beef.

Alligevel tror jeg ikke, jeg har set ham være helt så intens og alsidig som i denne film. Selvom han selvfølgelig var genial i sin Oscar-nominerede Minari-rolle. Det ene øjeblik føler du med ham, det næste irriterer han dig, mens du ruller med øjnene og tænker “Idiot!”. Altså ikke Steven Yeun selv, naturligvis, men hans Beef-karakter, Danny Cho.

MERE MED STEVEN YEUN

Tjek action-gyserkomedien Mayhem her >

Det samme gælder Ali Wong, som jeg mest har kendt for hendes stand-up komedie. Jeg har dog også virkelig nydt at se hende i produktioner som Prime Video-serien Paper Girls og en film som Birds of Prey and the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn (2020). I denne Netflix-serie spiller hun karakteren Amy Lau.

Amy Lau er en meget succesfuld virksomhedsejer (og grundlægger), som er på nippet til at sælge sin virksomhed for et større millionbeløb. Hun er dog også ret ulykkelig og udmattet, selvom alle synes at tro, hun har haft det nemt og fået succes i en fart. I virkeligheden har hun arbejdet uafbrudt i årevis!

Det skal – for en god ordens skyld – lige påtales, at nærmest alle i Beef formår både at være møghamrende irriterende og relaterbare. Man føler for dem, når det hele går galt. Også selvom de er nogle idioter. Mennesker er bare generelt fejlbehæftede og komplekse, hvilket typisk resulterer i, at de ødelægger meget for dem selv.

Men dét er ikke rart at forholde sig til, så derfor bebrejdes alt og alle i stedet.

Se Beef-serien på Netflix!

Denne nye hævnserie på Netflix blev skabt af Lee Sung Jin. Han har tidligere arbejdet på serier som Dave og Silicon Valley, der begge udløste prisnomineringer til ham. Han var også med til at skrive tv-gyserfilmen Mothman, så den mørkere side af historiefortælling er også et velkendt område for ham.

Lee Sung Jin instruerer også selv et afsnit, mens to andre instruktører klarer resten. De er Hikari (HBO Max-serien Tokyo Vice) og Jake Schreier (Brand New Cherry Flavour).

I Beef ser vi som sagt også skønne portrætter af skæve og, ja, stereotype bifigurer. De fleste af dem fokuserer enten på at “holde facaden”, da de vil være monsterrige hurtigt, eller også behøver de ikke længere at tænke på nogen facade, fordi de allerede er stinkende rige. Når først man er nået dette niveau, bestemmer man tydeligvis alt selv.

I disse biroller ser vi skuespillere som Maria Bello (Lights Out), Joseph Lee (Searching), Ashley Park (Emily in Paris), Young Mazino, Justin H. Min (The Umbrella Academy) og Patti Yasutake. For blot at nævne nogle få!

Jeg vil ikke spoile noget af Beef, og traileren afslører ikke nær så meget, som jeg frygtede. Det skal dog siges, at afsnit 9 er ret vildt og voldsomt (det alene er grund nok til, at det hører hjemme på denne hjemmeside). Afsnit 10 byder derefter på et af de bedste finaleafsnit, jeg har set i lang tid. En helvedes rutsjebanetur. Og jeg tager gerne turen igen!

Beef er på Netflix med alle ti afsnit fra 6. april 2023.

FAKTA

Skaber: Lee Sung Jin
Instruktører: Jake Schreier, Lee Sung Jin, HIKARI
Medvirkende: Steven Yeun (Danny) & Ali Wong (Amy), Joseph Lee (George), Young Mazino (Paul), David Choe (Isaac), Patti Yasutake (Fumi), Maria Bello (Jordan Forster), Ashley Park (Naomi), Justin H. Min, Mia Serafino, Remy Holt (Junie)

Plot

En hændelse med aggressiv kørsel mellem to fremmede – en falleret håndværker og en utilfreds iværksætter – udløser en strid, der bringer mørke sider frem.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg