Baskin er noget så anderledes som en tyrkisk gyserfilm, men filmens geografiske oprindelse er ikke det eneste, der gør den til noget ganske særligt.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede, at Baskin ville være, men den var i hvert fald noget helt andet end dét. Filmen lægger stærkt ud med en fantastisk scene, hvor en gruppe politibetjente sidder og spiser mad sammen og fortæller røverhistorier. Og selvom du kan lure historiens udfald, inden den er halvt fortalt, så leveres det så perfekt, at underholdningen er på plads med det samme.
Scenen er dog også ret symptomatisk for filmen generelt; Du får en række ret vilde, sjove og fuldstændig crazy scener, der ikke leverer noget super nyt for dem af os, der har set rigtig mange gyserfilm, men disse scener fungerer alligevel, da de er knivskarpe. Filmen som helhed er til gengæld ikke uden problemer.
Det er dog ret fantastisk, at denne film er kommet fra Tyrkiet, der lige nu kæmper med en række udfordringer og bliver stadigt mere underlagt konservative og religiøse krav på bekostning af demokrati og menneskerettigheder.
Men tilbage til Baskin, der reelt er en række vilde scener, der springer rundt i tid, sted og dimensioner af en art, så man føler sig fanget i en regulær Twilight Zone – eller måske nærmere skærsilden!
Hvis du vil have rigelige mængder af blod, vold og sex, så er Baskin altså en gyserfilm, du bør se nærmere på. Skal jeg beskrive den med ét ord, så bliver det “Sindssyg!”. Skal jeg sætte lidt flere ord på, så bliver det “En vanvittig gyserhistorie med dæmoniske dimensioner samt både komedie og mysterier… der er fuldstændig sindssyg!
Det er næsten som om instruktør, Can Evrenol, har taget en række spændende karakterer og scener og blandet dem sammen til én film. Er den god? Tja, den er ikke en ren succes, men den er dog vanvittig underholdende og leger godt med dine sanser.
Fakta
DVD-premiere: 12-05-2016
Genre: Horror, Fantasy
Instruktør: Can Evrenol
Medvirkende: Mehmet Cerrahoglu, Gorkem Kasal, Ergun Kuyucu, Muharrem Bayrak, Fatih Dokgöz, Sabahattin Yakut, m.fl.
SÃ¥ den igÃ¥rðmeget speciel film, men med nogle gode horror scener i..ville dog ønske filmen var lidt længere end den halvanden time..