ALL OF US ARE DEAD på Netflix er en ny zombieserie fra Sydkorea (org. titel: Jigeum Uri Hakgyoneun). Den er baseret på en webtoon, og serien starter ekstremt stærkt fra allerførste afsnit. Læs vores fulde All of Us Are Dead sæson 1 anmeldelse her!

ALL OF US ARE DEAD er en helt ny Netflix zombieserie fra Sydkorea. I vanlig sydkoreansk stil forvandles folk til zombier på hurtig og brutal vis, og zombierne er ekstremt hurtige og vedholdende.

LÆS OGSÅ:

Vores anmeldelse af den sydkoreanske zombieserie KINGDOM på Netflix >

All of Us Are Dead er baseret på en webtoon, og denne zombieserie starter virkelig stærkt fra allerførste afsnit. I løbet af andet afsnit har vi også fået årsagen bag dette zombieudbrud. I stedet for det “bare” er den klassiske virus, har denne zombiehistorie en menneskeskabt parasit-inspireret oprindelse.

Læs videre på vores All of Us Are Dead sæson 1 anmeldelse nedenfor. Alle 12 timelange afsnit ligger på Netflix nu.

Zombier i Sydkorea

De senere år har Sydkorea produceret nogle af de bedste zombiehistorier, der findes. Fra tidligere nævnte historiske serie, Kingdom, der giver en helt ny vinkel på zombier, til diverse film. Vi kommer selvfølgelig ikke udenom Train to Busan, der også nævnes direkte her i All of Us Are Dead. Flere gange endda. Det er ret genialt – også selvom det nok er regulær “fanservice”.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af det sydkoreanske zombie-megahit Train to Busan, der tog verden med storm >

I øvrigt viser denne omtale af Train to Busan i serien jo bare (igen-igen) at os, der ser zombiefilm og -serier, har bedre odds, når zombierne kommer. Jeg siger det bare, for sådan er det jo tydeligvis!

Her i All of Us Are Dead sker det primære udbrud på en high school (eller gymnasie). Afsnit 1 fokuserer derfor en del på at sætte rammerne for det, der snart vender alles verden på hovedet. Selvom sydkoreanske produktioner er notoriske slow-burn oplevelser, så sker selve zombie-udbruddet altså i første afsnit. Allerede i åbningsscenen får du den første “smagsprøve” – så at sige!

Og ja, der er naturligvis mange unge karakterer (teenagere), da vi befinder os på en high school. Men der er jo også lærere på sådan en skole. Ja, og andre voksne for den sags skyld. I øvrigt kommer dette zombieudbrud også hurtigt længere ud end skolens område. Man kan ikke sådan lige holde zombier inde. Og slet ikke disse lynhurtigere bæster!

All of Us Are Dead – Anmeldelse | Netflix Zombieserie

Du skal nok genkende et par stykker

Har du set genrefilm eller -serier fra Sydkorea i de seneste år, vil du helt sikkert også synes, der er nogle kendte ansigter. Alene hvis du har set Netflix mega-hittet Squid Game, er der et par gengangere. Eftersom dén sydkoreanske genreserier slog alverdens rekorder internationalt – og omgående fik en form for kultstatus – så har en del danskere også set den.

MERE OM SQUID GAME

Der blev hurtigt givet grønt lys til sæson 2, og du kan læse vores Squid Game sæson 1 anmeldelse her >

Som med nærmest alle sydkoreanske produktioner (og i særdeleshed genreproduktioner), så er det en meget brutal omgang. Der vises ingen nåde, og ingen er sikre. Hvem som helst kan blive en zombie, og der er hurtigt hjerteskærende dødsscener.

“Arh, hjerteskærende, siger du?!” Ja sgu, det siger jeg. For sydkoreanske produktioner er netop også kendt for at være karakterdrevne. Det vil sige, at efter to afsnit kender man flere karakterers indbyrdes relationer bedre end efter en hel sæson af The Walking Dead. Netop derfor bliver det hjerteskærende, når folk prøver at redde hinanden eller ved, at løbet er kørt.

Og er du ligeglad med alt det mere “bløde” i fortællingen, og vil bare have blood og vold i din zombieserie, så er der også rigeligt til dig. Igen, bare tænk på Train to Busan.

Se All of Us Are Dead sæson 1 på Netflix nu!

Som nævnt indledningsvist, så er All of Us Are Dead baseret på en webtoon med titlen “Now at Our School” (org. titel “Jigeum Woori Hakkyoneun”) af Joo Dong-Geun. Den blev udgivet fra maj 2009 til november 2011 via Naver Webtoon Corp. Dette er langt fra første webtoon, der er blevet til en sydkoreansk Netflix-serie. Andre ret fantastiske Netflix-serier som Sweet Home og (især!) Hellbound er også baseret på webtoons.

NETFLIX SERIER BASERET PÅ WEBTOONS

Du bør virkelig ikke gå glip af Hellbound, der også bød på en vild sæson 1 finale >

Her hos Heaven of Horror mangler vi stadig sidste halvdel af sæsonen, men alt tyder på, at den kan holde niveauet hele vejen igennem. Med virkelig solide effekter, vanvittige actionscener og karakterer, der både er interessante og har noget dybde, så er rammerne på plads. Derudover er hele zombie-oprindelseshistorien også meget interessant. Og ikke helt ulig 28 Days Later, der også må betegnes som en ikoniske zombiefilm!

Er du til zombieserier (eller zombiefilm), så skal du helt sikkert give denne Netflix-serie en chance. Se den meget gerne på originalsproget og brug undertekster, hvis du vil have den optimale oplevelse. Sæson 1 har 12 afsnit, der hver varer omkring en time (eller et par minutter mere), så der er masser af zombie-vildskab af se frem til!

Sæson 1 af All of Us Are Dead kan ses på Netflix globalt fra den 28. januar 2022.

FAKTA

Instuktører: Lee Jae-Gyu, Kim Nam-Soo
Manuskript: Cheon Seong-il, Joo Dong-Geun
Medvirkende: Yoo-mi Lee, Rich Ting, Yi-Hyun Cho, Park Solomon, Chan-Young Yoon, Park Ji-hu, In-soo Yoo, Byeong-cheol Kim, Jeong Esuz, Ahn Seung-Kyoon, Lee Eun-Saem

Plot

Da der udbryder en zombievirus på et gymnasium, må eleverne kæmpe sig ud – eller ende som en af de smittede.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg