ALIEN: ROMULUS er nyeste film i ALIEN sci-fi gyser-franchisen, der bestemt ikke har skruet ned for uhyggen. Få ting falder lidt igennem, men historien fungerer, så du kan roligt se den i biografen. Læs vores Alien: Romulus filmanmeldelse her!
ALIEN: ROMULUS er ude i biografen, og du skal ikke snyde dig selv for nyeste skud på stammen i sci-fi gyser-franchisen. Historien udspiller sig i år 2142, så vi er cirka 20 år efter Alien – Den 8. passager (1979), og 37 år før Aliens – Det endelige opgør (1986).
Langt det meste af filmen udspiller sig ude i rummet ombord på en rumstation, så i dén forstand læner filmen sig meget op ad første film fra 1979. Der er få elementer, der falder igennem, men det er tydeligvis “fanservice”, og overordnet er historien godt gennemført.
Du kan læse videre på vores Alien: Romulus anmeldelse nedenfor. Se den i de danske biografer fra 15. august 2024.
Den rebelske ungdom
I Alien: Romulus følger vi en gruppe unge mennesker, der alle ønsker et bedre liv. De er på en grå og trist planet, hvor solen aldrig skinner. Egentlig skal de “bare” arbejde X antal timer, og så får de mulighed for at rejse videre ud i rummet.
Spillereglerne ændres dog hele tiden, så det lykkes ikke. Straks de opfylder kravene for at rejse videre til bedre steder, så er deres kvote ændret, og de skal bruge et par år (eller fem) mere på den aktuelle planet.
Instruktøren af Alien: Romulus har selv udtalt, at idéen til denne film kom fra en scene, der egentlig blev klippet ud af Aliens. Man ser i scenen, at en gruppe teenagere render rundt på denne grå og triste planet, og han forsøgte at forestille sig deres liv, når de kom op i 20’erne.
I nyeste kapitel af Alien sci-fi-gyserfranchisen er det netop en gruppe unge rumkolonister, der opdager en mulig vej væk fra denne golde planet. En forladt rumstation driver rundt tæt nok til, at de kan nå den via et fragtskib. Dermed kan de forsøge at komme videre til en anden planet.
Det fungerer rigtig godt for mig, at disse unge mennesker gør, hvad der skal til i jagten på et bedre liv. At det også matcher, hvad de yngre generationer føler netop nu i vores virkelige verden er naturligvis ikke et tilfælde. Ofte er det også ideelt, når fiction og kunst kan lægge sig op ad fakta.
Facehuggers or Xenomorphs i vildskab
Der er som sagt virkelig ikke skruet ned for uhyggen i Alien: Romulus. Der går små tre kvarter med at introducere karakterer og bygge rammerne op for plottet, og så skal jeg ellers love for, at der kommer fart over feltet.
Jeg skreg ikke, men jeg fik bestemt hoppet i sædet et par gange.
Der er voldsomt mange Facehuggers or Xenomorphs i løbet af denne film. Og ja, historien forklarer både hvordan og hvorfor, det er tilfældet. Vi møder også en karakter fra allerførste Alien-film.
Det kræver naturligvis lidt computer-magi, som jeg desværre ikke synes, virker helt upåklageligt. Derimod fungerer det rigtig godt for historien, så jeg lever med de visuelle mangler. For jeg synes, der er lidt mangler i dén henseende, men alt med Facehuggers og Xenomorphs fungerer super godt.
Parasitter og forplantningsorganer
Der er desuden også – i dén grad – skruet op for andre visuelle elementer. Hvis du ikke har tænkt over, hvordan en Facehuggers får “plantet” sit parasitfrø i et menneske, så skal jeg da love for, at det bliver meget visuelt nu. Det samme må siges om overgangen til en egentlig Xenopmorph.
Godt nok er jeg i besiddelse af en beskidt og farverig tankegang, men jeg vil immervæk stadig påstå, det må være umuligt at undgå.
Der er visuelle pendanter til menneskelige forplantningsorganer gennem hele sidste halvdel af filmen, hvilket til sidst går op i en højere enhed. Slutningen byder da også på flere øjeblikke, der smager meget af såkaldt fanservice.
Noget fungerer bedre end andet, og så har jeg vist ikke sagt for meget.
Og selvom vi ikke får en ny Ellen Ripley med denne film, så er Cailee Spaeny (Devs) yderst effektiv og troværdig i hovedrollen som Rain. Det er dog overordnet langt mere en film, hvor titelkarakteren får plads end de menneskelige karakterer.
Se Alien: Romulus i de danske biografer nu!
Det er en ægte gysermester, der står bag denne nye sci-fi gyserfilm. Det er nemlig instruktør Fede Alvarez, der står bag. Han har tidligere instrueret Evil Dead (2013) og Don’t Breathe (2016). Manuskriptet har han skrevet sammen med hans faste skrivemakker Rodo Sayagues Mendez.
Instruktøren af den første Alien, Ridley Scott, er naturligvis også stadig med ombord som producer. Han instruerede senest selv en Alien-film med Alien: Covenant (2017).
Foruden Cailee Spaeny i hovedrollen, så spiller især David Jonsson en nøglerolle. Resten af de unge rebeller spilles af Isabela Merced, Archie Renaux, Spike Fearn og Aileen Wu. Som sagt er der også et velkendt ansigt fra Alien (1979), men det skal ikke afsløres her, da vi undgår spoilers.
Helt fra starten, hvor 20th Century Studios introen straks kører over i en Alien-vibe, kan man mærke, at vi er solidt tilbage i nerven af franchisen. Ikke mindst også via stilheden ude i rummet, der omgående fik mig til at tænke på “In space, no one can hear you scream”. Dét er lækkert!
Og så er hele lydbilledet generelt bare perfekt med underlægningsmusikken, der består af noget kor, der til tider lyder som noget fra helvede. Dét er skræmmende og understøtter de visuelle billeder optimalt.
Alien: Romulus har dansk biografpremiere den 15. august 2024.
FAKTA
Biografpremiere: 15. august 2024
Instruktør: Fede Alvarez
Manuskript: Fede Alvarez, Rodo Sayagues Mendez
Skuespillere: Cailee Spaeny, Isabela Merced, David Jonsson, Archie Renaux, Spike Fearn, Aileen Wu
Plot
I Alien: Romulus opdager en gruppe unge rumkolonister en forladt rumstation, og pludselig står de ansigt til ansigt med universets mest skræmmende væsener. Mens de kæmper for overlevelse, må de konfrontere deres værste mareridt og afdække hemmeligheder, der kan ændre deres skæbne for altid.
