A CLASSIC HORROR STORY på Netflix er en ny gyserfilm fra Italien. Den smager både af Midsommar og Motorsavsmassakren. Den er nemlig fuld af gyserreferencer og byder på den fedeste slutning, der bliver rigtig meta. Læs vores fulde A Classic Horror Story anmeldelse her!
A CLASSIC HORROR STORY er en ny Netflix gyserfilm, der låner lidt fra en række velkendte gyserfilm. Fra Midsommar til Motorsavsmassakren-franchisen og et væld af andre kendte gyserfilm-referencer.
LÆS OGSÅ
Vores anmeldelse af gyserfilmen Midsommar, der jo passende kan ses her under hedebølgen >
Og det er ikke uden grund, da der netop er et meta-lag bredt ud over hele filmen. Noget, der især bliver tydeligt til sidst, når slutningen ruller over skærmen. Som hovedregel er det dog bedst, at du ikke ved for meget om denne film. Det er faktisk en pointe i filmen, at man bare bør se film og så selv danne sig en mening.
Læs videre på vores A Classic Horror Story anmeldelse herunder, og find den på Netflix nu.
Italienske Matilda Lutz i hovedrollen
Jeg var slet ikke opmærksom på, at Matilda Lutz (eller Matilda Anna Ingrid Lutz, som hun hedder) var fra Italien. Efter at have set hende sparke røv – og være døden nær – i den fantastiske overlevelsesgyserfilm Revenge, har jeg dog ventet på at se hende i en hovedrolle igen.
DU BØR ELSKE
Jeg havde så ikke lige overvejet, at det ville ske i en italiensk gyserfilm. Og dog, så er det jo helt perfekt, at hun netop sikrer lidt international appeal til denne Netflix gyser, så der kan trækkes et globalt publikum ind. Der tales i øvrigt både italiensk og lidt engelsk. Det er dog en film, der primært skal ses – og når du lytter, er det nok ikke dialogen, der er det primære!
Det skal lige siges, at Matilda Lutz som Elisa i A Classic Horror Story er en helt anden type end hendes karakter i Revenge. Hun er meget mere afdæmpet og blid. Ikke at det afholder hende fra at være lige så indsmurt i blod, som hun var i den anden rolle. Uanset hvad du synes undervejs, så bare nyd referencerne til de velkendte gyserklassikere, og så hyg dig med slutningen!
Se A Classic Horror Story på Netflix nu!
A Classic Horror Story er instrueret af Roberto De Feo (The Nest) og Paolo Strippoli, der også har været med til at skrive manuskriptet. Faktisk er der yderligere tre manusforfattere inde over med Lucio Besana, Milo Tissone, og den nu afdøde David Bellini. Jeg er altid lidt nervøs, når der er for mange “kokke om maden”, men her giver det mening med de mange lag.
Der er dog en udfordring med, at “form vinder over indhold” i starten. Helt konkret betyder det, at filmens spilletid på kun 95 minutter føles en del længere. Slutningen får dog det hele til at gå op i en højere enhed.
Og budskabet er da også ét, vi står helhjertet bag herfra. Se film, når du ser film, og beslut dig så derefter, om du kan lide dem. Uagtet hvad andre siger.
Mange hader eksempelvis gyserfilm og kalder gyserfans for hæslige mennesker (og det der er værre). Alt imens de selv mæsker sig i død og ødelæggelse via aftennyhederne og begraver sig i alverdens true-crime. Som om det var bedre?! Og ja, det er endnu en pointe i denne film. Gyserfans er også mennesker – og faktisk nok lidt bedre. Det var i hvert fald konklusionen herfra.
Det er helt sikkert den seje Matilda Lutz, mængden af gyserreferencer og meta-laget i den vilde slutning, der resulterer i en klokkeklar anbefaling herfra. Er du gyserfan, så se den på Netflix og ha’ en fest med den.
A Classic Horror Story udkommer på Netflix den 14. juli 2021.
FAKTA
Instruktører: Roberto De Feo & Paolo Strippoli
Manuskriptforfattere: Lucio Besana, Roberto De Feo, Paolo Strippoli, Milo Tissone, David Bellini
Medvirkende: Matilda Lutz, Francesco Russo, Peppino Mazzotta, Yulia Sobol, Will Merrick, Alida Baldari Calabria, Cristina Donadio
Plot
I denne grusomme spændingsfilm strander nogle turister, som ikke kender hinanden, i en skov i Syditalien, og de kæmper desperat for at komme derfra med livet i behold.